Så fik jeg da set de allersidste to afsnit af den engelske krimiserie Vera. Uden af afsløre noget som helst om, hvordan det går politi-detektiven med den slidte grønne frakke og den uundværlige grønne bøllehat, så vil jeg dog sige, at slutningen er fortræffelig, fordi den på bedste måde formår at få afrundet nogle vigtige tematikker i serien – blandt andet og ikke mindst vedrørende Veras problematiske forhold til sin far. Så hvis du er Vera-fan, så har du noget at glæde dig til (og afsnittenen finder du selvfølgelig på DRs hjemmeside).

Men det betød også, at jeg var ved at løbe tør for krimi-serier på DR; og de kommercielle streamingtjenester har endnu ikke fået mig i deres net. Og dog. Jeg ser – til min udelte glæde – at den svenske (!) serie Den tynde blå linje er tilbage med nye afsnit. Og det er godt. Jeg har engang omtalt den og skrev dengang følgende, som jeg stadigvæk står ved:

Den handler om nogle politibetjentes arbejde i Malmø. Man følger seks politibetjente i deres arbejde og deres privatliv. I første afsnit møder man således Sara, der er ny  og uerfaren i jobbet, kommer fra Umeå, har mistet sin lillesøster ved en drukneulykke og bliver koblet sammen med den erfarne, selvbevidste Magnus, der straks viser Sara lidt mere end professionel interesse. Og så er der fx den jødiske pige Leah, der også forsøger at få  en krævende arbejde med bl.a. anti-semitiske borgere til at falde i hak med privatlivets problemer.

Serien er allerede – og med rette – blevet sammenlignet med den gamle,  ja klassiske, amerikanske tv-serie Hill Street Blues. Og som i denne følger man på samme måde betjentene, både når de er til morgensamling på stationen og i deres videre færd gennem hverdagen. Dog er den svenske serie meget mere jordnær og aktuel. Ja, den er som hevet ud af den Malmø-hverdag, man nu og da hører om i medierne.

Serien tager afsæt i skaberen Cilla Jackerts egne erfaringer med politiet og bestræber sig på at give et billede af politiarbejdet i hverdagen som et facetteret virke, der både rummer alvor, fare, humor, tragedie, varme og menneskelighed. Og så lægger serien som sagt sig op ad virkeligheden. Det viser sig fx på den måde, at man samtidig med hændelserne på skærme kan læse borgeres Twitter-kommentarer til politiarbejdet. Og som det gælder på alle sociale medier, så er det både lort og lagkage, man får serveret. Og det er med til at styrke seriens autenticitet og spænding.

Det er virkelig forfriskende at se en svensk serie, der dels bryder med den næste stereotype detektiv-serie-tænkning, men også forlægger handlingen til provinsen. Den er mere Wallander end Beck så at sige.

Med sagen om skyderiet på en uddannelsesinstitution i Sverige i baghovedet, så er det nærmest velgørende at synke ned på gadeniveau i Malmø og følge en flok politibetjentes i deres arbejde med urolige unge, gale voksne og en altid udfordrende ledelse.