Den fjerde statsmagts aktualitet

Author:
“This constant lying is not aimed at making the people believe a lie, but at ensuring that no one believes anything anymore. A people that can no longer distinguish between truth and lies cannot distinguish between right and wrong. And such a people, deprived of the power to think and judge, is, without knowing and willing it, completely subjected to the rule of lies. With such a people, you can do whatever you want.”
—Hannah Arendt, German historian and philosopher (1906–1975)

I grundloven (§3) er der tre fundamentale magter i samfundet: “Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.”

Og så har vi den fjerde statsmagt, der traditionelt tilhører journalistikken og medierne i et demokratisk samfund. Den fjerde statsmagts oprindelse fortaber sig lidt tilbage i fortiden, men opstår som et supplement til de tre andre i løbet af 1800-tallet, hvor denne magt gælder demokratiets og ytringsfrihedens opretholdelse – hinsides mediernes rolle som kommercielle aktører. Sagt på en anden og forenklet måde måde: journalistikken skal tjene idealerne – demokrati og ytringsfrihed – før de skal tjene dem, der ejer medierne, eller andre økonomiske interesser. For at kunne holdes i hævd skal den fjerde statsmagt være uafhængig – af økonomiske hensyn, af politiske hensyn osv. Og dette krav om autonomi har altid været svær at opretholde. Men hvis pressen og journalistikken vil fortsætte med at eksistere i de såkaldt demokratiske samfund, hvor de er truet af såkaldt sociale medier, drevet ud fra økonomisk vindings interesse, og af avisdød og andre konsekvenser af den såkaldte digitalisering, så er der ingen vej uden om.

Kravet om pressen som en fjerde statsmagt har fået endnu større betydning nu, hvor en amerikansk præsident regerer på grundlag af en løgnens diskurs. Som den garvede journalist Georg Metz er inde på i et indlæg på et af de social medier, så udsender Trump den ene løgn efter den anden – godt støttet af medier som hans egen Truth Social, Twitter-afløseren – den Elon Musk-ejede – X, tv-stationen Fox News osv. – i en lang kæde af løgne, der gør løgnen til den nye normalitet. Og Metz er ikke i tvivl – der er kun en vej for pressen, journalistikken og alle seriøse medier – nemlig at holde sig til den fjerde statsmagts idealer; og det vil sige: I stedet for ukritisk og ureflekteret at kolportere “nyhederne” fra Det Hvide Hus, så skal pressen og dens arbejdere vedholdende, konsekvent og løbende afsløre og dokumentere løgnene. Det er op ad bakke, som man siger, men der er ingen vej uden om dette idealistiske krav.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *