For ni år siden anbefalede jeg et album af og med Tue West og skrev blandt andet: ” Tue West er god til netop det projekt, der består i at antyde menneskelige tvetydigheder og ambivalenser og sætte helt enkle, almindelige ord på svært fatbare, menneskelige følelser og stemninger”. Og det er ikke tilfældigt, at jeg nævner Tue West. For han bidrager med de fleste tekster på Karl Kristians album. Og netop det tvetydige, ambivalente, ambiguiteten eller tvivlen er et karakteristisk træk ved teksterne – også Karl Kristians – på denne plade, der med pladekunstnerens egne ord (fra de sociale medier) omhandler “store temaer som religion, tro og tvivl – og kærlighed”.  Ja, jeg vil endda påstå, at netop tvivlen – i den radikale og elementære form – er en vigtig nøgle til forståelse af de temaer, som albummet tager fat på. Og det understreges netop af Karl Kristians sang “Tvivlen. Den Er Kommet For At Blive”, hvor det blandt andet hedder: “Og jeg synger ikke salmerne i kirken mere/ Men nynner med i rummets vilde klang/ Og jeg læser hvert et ord de vejer mere end man tror/ En undren der for evigt i mig bor// Du lukker bogen op jeg lukker i/ Du sætter baren højt så jeg kan sige/ Tvivlen den er kommet for at blive/ Tvivlen den er kommet for at blive/ Tvivlen den er kommet for at blive”. Det var vist Søren Kierkegaard der hævede at tvivlen og troen er to dansepartnere.

Apropos emnet tvivl og tro, så indrammes albummet af et Præludium og et Postludium, hvor et kirkeorgel fyndigt sætter en ramme om albummet. Man fristes til at kalde det en kirkelig ramme. Og derfor er det måske også ganske passende at beskrive stemningen på pladens numre med ord, der hører til i en kirkelig og liturgisk sammenhæng. Jeg tænker først og fremmest på ordet andægtig. Der er noget andægtigt over musikken. Noget nedtonet, ja stille over de indfølende og smukke sange, der kredser om de nævnte temaer. Mest påfaldende er Søren Poulsens trommer og slagtøj, der uden at buldre som rocktrommer lægger en sikker grund under de tvivlende sange og bærer det hele frem. Medens Karl Kristian næsten lavmælt synger de ordrige tekster og nu og da får fint med- og modspil af Mia Trier Rokkjærs fine pigestemme. Musikken er en slags sanger-sangskriver-kunst med elementer af folk, højskolesalme og diskret, lyrisk indie-rock.  Og sangenes ensartethed sørger for at albummet får et stærkt homogent præg. Det hele hænger fint og helt sammen, takket være Rasmus Madsen og Karl Kristian, der står for lydproduktionen.

Karl Kristians album er et modigt album, der uden at ryste på hånden eller stemmebåndet itale- og -tonesætter den tvivl, som vil alle vel kender fra vores vej gennem livet. Her er tvivlen en grundfigur, der er lige så uafrystelig som troen hos de rettroende. Og det er velgørende at nogen står ved deres tvivlen og kunstnerisk formår at sætte det ind i en fornem kontekst af lyrik og musik. Så summa summarum er Karl Kristians pladen en plade, der må have appel – ikke alene til alle tvivlende lyttere, men også de andre, der forsøger at holde tvivlen fra døren. Hermed varmt anbefalet.

Karl Kristian. Ventede På Noget. Der Ventede Med At Komme. Produktion: Rasmus Madsen & Karl Kristian Thuesen. Er udkommet.