Med fare for at få de krænkelsesparate på nakken tillader jeg mig en vovet overskrift. Årsagen er jo, at selveste Beyoncé, et af de store navne i amerikansk populærmusik, har vundet en Grammy-pris for et – ja tænk engang – et country-album. Nemlig Cowboy Carter (eller: Act II: Cowboy Carter). For mig ligger overraskelsen såmæn ikke i, at sangerinden, der ellers er en af vor tids repræsentanter for den såkaldte sorte musik, vinder med en musikform, der hidtid er blevet beskrevet som den hvide mands musik. For dels er det, som jeg for længe siden har været inde på, ikke noget nyt, at en sort kunstner kaster sig over genren, og dels har netop country-musikken vist sig at være særdeles langtidsholdbar og svær at komme til livs derovre og andetsteds. Så det har sådan set bare været et spørgsmål om tid før en sort kunstner ville få den succes, som Beyoncé har fået nu. Og selv om et par gennemlytninger af de sange, de er tilgængelige på nettet, bekræfter mig i, at hun da gør det godt og – som hun selv har været inde på – at hun som alle andre kunstnere skal spille den musik, de lyster, så er jeg stadigvæk ikke den store fan af hende. Til gengæld er der mange andre udi den genre, jeg gerne lægger øre til – uden anledning. F. eks. den altid lidt øretæveindbydende (undskyld til de krænkelsesparate) Miranda Lambert, der er en moderne repræsentant for en musikstil, der hviler på traditionelle værdier – ikke mindst i forholdet mellem de to køn (undskyld igen…), mand og kvinde – med altid med et strejf af oprørsk, feministisk energi. Her er det noget med en mand, der har forladt sin dame, og det går ikke ubesunget hen…