Ved meddelelsen om Marianne Faithfuls død i går dukkede billedet af hende som ung, iklædt læder fra top til tå og siddende på en meget stor motorcykel op. Det var dengang i de unge år, hvor hun allerede havde slået sit navn fast som popsangerinde, været involveret i et længere parforhold med Mick Jagger og blevet et tidsdefinerende billede på de flamboyante tressere.
I seks årtier har Marianne Faithful været en kunstner af betydning og i sin egen ret. Ud over sangkarrieren kastede hun sig også over skuespilleriet med succes. Og så blev hun på godt og ondt en del af tressernes hektiske jet set-liv med stoffer og så videre. Og betalte prisen med en personlig nedtur i løbet af halvfjerdserne. Men hun vendte stærkt tilbage i 1979 med klassikeren Broken English, hvor hun tog højde for den musikalske udvikling, der havde været i rocken, siden tresserne, og siden er det blevet til en stribe af kunstnerisk udfordrende albums. På sine gamle dage, hvis man da kan sige sådan, betalte hun en høj pris for livet i overhalingsbanen med diverse lidelser og sygdomme; og i går døde hun så.