Som jeg har været inde på, så bevæger Enhedslisten sig længere ind mod den politiske midte eller sagt på en anden måde, så konsoliderer partiet sig under Pelle Dragsdahls ledelse som et traditionelt parlamentarisk parti. Og det er sket på det seneste med balladen om Rødt Venstre, der har insisteret på være solidarisk med palæstinensiske gruperinger, der har været under anklage for at have medvirket ved angrebet på Israel den 7. oktober 2023. Balladen førte til, at Enhedslisten besluttede at indføre en eksklusionsbestemmelse, således at man på ganske traditionel parlamentarisk vis kan smide dem ud, som man mener ikke holder sig til den udstukne partilinje. Og ikke alene er der tale om et knæfald for en traditionel borgerlig partiforståelse, men samtidig er det også et brud med den selvforståelse, som Enhedslisten blev dannet på for mange år siden. Og dermed er det et farvel til forestillingen om et venstreorienteret parti, der er så bredt og har så højt til loftet, at det som udgangspunkt kan rummen alle afskygninger af vensterorientethed og dermed også alskens politiske uoverensstemmelser.

At det forholder sig sådan bekræftes af det forhold, at grupperingen Rødt Venstre nu forsøger at etablere en ny bred alliance på venstrefløjen og muligvis en partidannelse. Altså en slags Enhedsliste version 2.0. Det store spørgsmål er så, om denne gentagelse af historien løser de basale problemer med at rummet modsætninger, som dem, der nu er ført til eksklusions-bestemmelsen i Enhedslisten? Og i videre forstand: Kan man overhovedet tænkte sig et venstreorienteret parti, der vil kunne fungere i det parlamentariske system uden at gribe til ensretning, central ledelse og tab af medlemsdemokrati? Vi forfølger sagen.