Plottet i Tom Harpers film Wild Rose fra 2018 er yderst enkelt og kunne godt risikere at blive temmelig banalt.

Den unge kvinde Rose-Lynn Harlan bliver løsladt fra fængslet, hvor hun har udstået en straf på tolv måneder for at have forsøgt at smugle en pakke heroin ind til nogle kvindelige indsatte. I den forbindelse har hun mistet sit fritidsjob i et country-band, der optræder i Glasgows Grand Ole Opry, lige som hun har mistet noget af forbindelsen til sine to børn, der er blevet passet af moderen Marion (fremragende spillet af Julie Walters), og et rengøringsjob.

Rose-Lynn drømmer om at blive noget stort som country- og western-kunstner i det rigtige Grand Ole Opry i Nashville, medens moderen forsøger at få hende til at opgive drømmen og koncentrere sig om sine børn og om at få fast arbejde. Men i første omgang er Rose-Lynn ikke til sinds at give op.

Hun får et job hos kvinden Susannah, der får ørerne op for Rose-Lynns sangstemme og hjælper hende med at få kontakt til en country-ekspert ved BBC Radio. Selv om Rose-Lynn er blevet udstyret med en fodlænke, så lykkes det hende at få lov til at rejse til London for at møde radiomanden, der synes om hende og opfordrer hende til fortsætte med at optræde og med at skrive sine egne sange.

Den fest-glade Susannah, der nærmer sig de 50 år, tilbyder Rose-Lynn, at hun kan optræde ved hendes fødselsdags-fest og tjene nogle penge til en tur til Nashville. Men tilbuddet vanskeliggøres af, at moderen Marion ikke vil passe børnene, og af, at Susannahs mand fortæller hende, at han godt ved, at hun har siddet i fængsel og er mor til to børn. Rose-Lynn bliver igen og for alvor fanget i sit dilemma mellem at forfølge sin drøm og bøje sig og underordne sig den virkelighed, hun kommer fra. Og hun tvinges til at vælge den virkelighed, hun ikke kan flygte fra. Hun får job som servitrice og begynder for alvor at tage sig af børnene. Men i mellemtiden er det gået op for moderen, at hun selv har måttet droppe sin drøm (om at tage en uddannelse som farmaceut) for at koncentrere sig om et arbejde som medhjælper i et bageri; og derfor giver hun Rose-Lynn nogle penge, så hun kan tage til Nashville og forsøge lykken.

Det gør Rose-Lynn så, men stående på scenen i Ryman Auditorium i Nashville finder hun ud af, at hendes fremtid ligger i Glasgow. Og hun vender hjem; og i filmens sidst del optræder hun ved en lokal festival, hvor med succes synger en sang om netop at høre hjemme i sin hjemby (”Glasgow (No Place Like Home)”.

Som man næsten kan læse ud af dette korte referat af filmen, så kunne den let blive en sentimental og moraliserende film om at man skal droppe de store drømme og finde sig til rette i de vilkår, man har fået. Men, selv om filmen ikke helt undgår det sentimentale og rørstrømske, så lykkes det faktisk for Tom Harper at skabe en troværdig og overbevisende film om konflikten mellem drøm og virkelighed. Og det skyldes ikke mindst, at Rose-Lynn spilles meget overbevisende og med stor indlevelse af Jessie Buckley, der undgår de faldgruber, som rollen muliggør, og får fremstillet Rose-Lynn som en helstøbt, sympatisk person, hvis dilemma man sagtens kan sætte sig ind i, selv om man ikke selv har stået i noget lignende. Buckleys fremstilling er renset for unødvendig føleri og er hjertegribende i bedste forstand; og hun får fint modspil af Julie Walters nedtonede og renlivede moderfigur og Sophie Okonedos Susannah – to kvinder, der repræsenterer Rose-Lynns dilemma.

Wild Rose er kort sagt en lille, stor film. Lille, fordi den holder sig til et enkelt plot; stor, fordi instruktøren formår at realiserede historiens emotionelle potentiale uden at ende i sentimentalitet og happy-end-forlorenhed.

Og så har filmen et fint lydspor, hvor Jessie Buckley viser, at hun faktisk er en ganske fin country-sangerinde. Og musikken er udsendt på plade. Se den.