Jeg er en stor nyder af håndbold – og andre former for boldspil. Og i disse år er nydelsen forstærket af danske hold – både på herre- og damesiden – der præsterer på usædvanligt højt niveau. Det er den rene fornøjelse at følge de meget dygtige spilleres udfoldelser, når deres spil nærmer sig det perfekte. Til gengæld er det ofte en lidelse at skulle tage tvs iscenesættelse af kampene med. For selvfølgelig er iscenesættelsen på tv i disse år blevet nærmest et radikalt overgreb på det, det hele drejer sig om, nemlig sporten, selv kampen og dens udfoldelse på banen mellem to hold. Og det gælder lige fra det personfikserede indløb, hvor stjernerne løber ind i en iscenesættelse af lys og lyd og videre til publikums nærmest koreograferede optræden med de obligatoriske klappepølser, der gør det ud for gammeldags håndklap, og – værst af alt – en stadion-DJ-styring, hvor forslidte melodistumper fra årtiers popmusikhistlister (fra Queens “We are the champions” til Volbeats “For Evigt” ) skamrides igen og igen, medens publikum troskyldigt synger med på nogle af stumperne (og den obligatoriske nationalsang) og råber håndboldsspillernes efternavne højt, når de har præsteret noget bemærkelsesværdigt. Mathias! Gidsel!! Og så videre. Og hvis ikke det var nok, så sørger studieværterne for at snakke kampen ihjel med et tilsyneladende ustoppelig snakken, hvor imaginære punktummer og kommaer ikke eksisterer og vejret holdes, og hvor de samme, langt fra opfindsomme, spørgsmål vendes og drejes igen og igen – uden at seerne bliver en tøddel klogere, medens det væsentlige – kampen og dens detaljer –  ofte sander til at talestrømmen. En undtagelse fra reglen er dog nogle tidligere håndboldspillere, som fx Camilla Andersen, der forstår at holde hovedet koldt og fokus på netop spillet. Men heldigvis kan man som tv-seer skrue ned for og slukke for lyden og hente en kop kaffe mere i køkkenet, når dette cirkus bliver for slemt – hvilket det ofte gør, også fordi der typisk bruges mindst en halv times såkaldt optakt til hver kamp, hvor hele iscenesættelsesshowet – for det er jo et stort underholdningsshow – pustes op som en stor rød-hvid ballon.