Så kom våbenhvilen. Eller gjorde den? For de israelske høge er åbenbart ikke tilfredse, før den sidste Hamas-sympatisør har mødt jomfruerne i paradiset.

Og amerikanerne slås om æren ved en våbenhvile. Og det skal ses på den baggrund, at kun massiv årelang økonomisk og militær støtte til magthaverne i

Israel og seen-gennem-fingrene med Israels nådesløse nedslagtning af flygtende palæstinensere i Gaza og omegn har fortsat ufortrødent og vil gøre det,

hvis det passer høgene. Så – der er ikke grund til forhastet optimisme.

Og konflikten slår skår i Enhedslisten, der har mere end svært ved at leve op til den enhed, som partinavnet taler om. Er der plads til uenighed i enheden?

Har Palle Dragsdahl og Co. glemt forhistorien, hvor gamle venstresocialister symptatiserede med de alt andet end fredelige PFLP? Må enhedslistefolk

overhovedet have sympati endsige kontakt til palæstinensiske politiske grupper og bevægelser – uden at komme i eksklusionens søgelys?! Og hvordan

kan man i partiledelsen forhindre, at der går nogen rundt i partiet som nærer sympati og faktisk har kontakt til palæstinensere ude i virkeligheden?

Kan Enhedslisten udøve sindelagskontrol?  Indførelsen af en eksklusionsmulighed i partiet grundlag sikrer ikke nogen skudsikker enhed i Enhedslisten,

men gør til gengæld partiet til et mere tradionelt Christiansborgparti. Og så er vi ved midtens sorte hul igen…