Jeg læste en sjov lille historie på nettet. Om dengang Sovjetunionen stadigvæk eksisterede. Og historien drejede sig om en rutine som almindelige sovjetborgere havde, når der var faldet sne. Nemlig at tage deres måtter og mindre tæpper med udenfor for at banke støv og snavs af dem, når de lå ned i sneen. Og straks dukkede et erindringsglimt op for mit indre blik. For da jeg var dreng var det også almindeligt, at de hjemmegående mødre i mit boligområde slæbte deres tæpper og måtter ned i baggården, hvor de blev hængt over det ene stativ, der var til tørresnorene, hvorefter de fik en tur med tæppebankeren. Og jo, man kan – viser en hurtig søgning – stadigvæk få rigiige tæppebankere (rattan tæppebankere), f. eks. hos Blindes Arbejde. Og en gang imellem fik jeg den blandede fornøjelse at banke min mors tæpper fri for støv og urenheder. Og der var noget særligt over sådan et godt gennembanket tæppe. Det var slet ikke som vor tids tæpper, der må tage til takke med ledningsfri støvsugere eller sågar robotstøvsugere, der tager sig af det snavs, der ligger på tæppernes overflade. Næ, et gennembanket tæppe var man kommet godt i bund med. At man så selv risikerede at være ganske støvet til bagefter betød mindre. Man havde gjort en god gerning for vor moder og kunne påregne en is eller en anden premie.