Overskriften her får sikkert nogle voksne læsere til at få associationer i retning af visse pikante, for ikke at sige frække, bøger, der kom engang i tresserne, og som havde det tilfælles, at de beskrev det menneskelige kønsliv (Jeg- en mand, Jeg- en kvinde, Jeg – en missionær osv.). Men her handler det om ord. Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg samlet på ord. Uden helt at kunne tidfæste denne lasts eller lidenskabs begyndelse (engang i barndommen var det dog), så har den fulgt mig til i dag. Og når jeg næsten dagligt oplever en almen forarmelse af det danske sprogs brug, så får jeg trang til at grave i min imaginære ordbog. F. eks. for at finde gode danske, men måske glemte, ord for nutidens magre ordforråd. Og her taler jeg ikke kun om den pest, det er, at offentligheden (findes den stadigvæk?!) hjemsøges af en gennemtrængende angli- og amerikanifisering af det danske talesprog. Bare om almen verbal fattigdom.

Anstød til denne lille tekst kom sig af, at jeg arvede en lille bog efter en nabo, der kom på plejehjem på grund af fremskreden demens. En bog om faste vendinger og deslige på dansk. Og det førte automatisk videre til en massage af det indre vokabular. Og her dukkede ordet brænd(e)glas op. Et ord, der var såre almindelig i min barndom og dækkede over en konisk linse (en samlelinse), hvormed man kan samle solens stråler i et punkt og lave ild. En yndet sport blandt os drenge, der hele tide søgte spænding i baggårdene. Og hvornår har jeg sidst hørt om et brænd(e)glas? Nej, vel!? Det er vist blevet bedaget, men ikke i min verden. Det samme gælder et udtryk som “at gøre nas”, dvs. at noget gør ondt. Sidst jeg hørte udtrykket og ordet “nas” var, da fruen i huset hjalp en meget beruset mand ud af en busk i nærheden af vores bolig. Han var på vej mod det lokale herberg for mænd og var stået af bussen for at forette sin nødtørft (der var den igen…) og var nødsaget til at sætte sig i busken. Fruen fik medlidenhed med manden og tilkaldte en ambulance, og da ambulance-mændene forsøgte at løfte ham ud af buske, sagde han, ‘at det gør nas’.

Ordsamleriet førte til, at jeg fik for vane, at skrive nye ord ind bag i mine ordbøger. Især i min gode, gamle røde Fremmedordbog (seneste udgave er 6. omarbejdede og forøgede udgave fra 1970), som jeg troligt har haft, siden den begyndte at udkomme på Gyldendal i 1960. Her står med sirlig pen fremmedord, som jeg er stødt på, men som ikke er med i den ellers så omfattende og gode røde ordbog. Og på gymnasiet fik jeg en engelsklærer, der udstyrede os med en lille lommebog og en opfordring til at skrive engelske ord ned, men det er vist en lille digression (Fremmedordbogen: afvigen fra hovedsagen; sidespring – helt uden forbindelse til føromtalte sex-bøger).

Ordsamleriet udfører jeg stadigvæk, selv om der er længere mellem de nye danske ord. Men det hænder, der dukker et ord af ældre dato op, oftest i forbindelse med læsning. Fordi den gode litteratur netop er det sted, hvor den danske ordskat bliver videreført til dem, der gider at gøre arbejdet, altså læse. Nå, men det var vist også en digression i et indlæg, hvor det har været svært at holde sig til sagen, dvs. ordet. Eller ordene…