Selv om jeg fortsat arbejder på at nedbringe mit forbrug af flow-tv (gammeldags fjernsyn), så kan jeg ikke sige mig fri for små abstinenser nu og da. Det skyldes, at jeg tilhører en generation, der er opvokset med netop tv-mediet fra dets fremkomst i de tidlige tressere og frem til internettets forvandling af hele tv-området. Jeg er ganske enkelt opflasket med tv og kan ikke helt give slip på det medie. Og det til trods for at jeg er bekymret for mediets udvikling (eller måske: afvikling) og for tabet af de folkeoplysende og -dannende muligheder, der ligger i selve mediet, men som i kommercialiseringens hellige navn langsomt men sikkert bliver undergravet til fordel for det, der sælger, primært under overskriften underholdning.
Nå, men hen over nytåret har det været så som så med seværdigt tv. De journalistiske programmer kører i tomgang om mere eller mindre ligegyldige “nyheder” og begrænser sig til overfladisk informeren uden det mindste tilløb til kritisk refleksion eller gammeldags grundig dybdeborende journalistik. Og ellers dominerer genudsendelser i skarp konkurrence med fladpandede underholdningsudsendelser, fx diverse såkaldte livsstilsprogrammer, der primært henvender sig til en velbjerget mellemklasse. Og hvad er der så tilbage for en gammel “tv-narkoman”?!
Nuvel, selv en blind høne finder et korn og tilfældighedernes spil skal man aldrig undervurdere. Og netop helt tilfældigt faldt jeg over en relativt ny britisk krimi-serie: C. B. Strike.
Bag den lidt kedelig titel gemmer der sig en anbefalelsesværdig serie i bedste britiske tradtition.
Titlen er navnet på privatdetektiv Cormoran Strike. en tidligere krigsveteran (fra Helman-provinsen i Afghanistan), der efter hjemsendelse fra krigen fortsætter sit militærpolitiske virke som privatdetektiv med speciale i sager, som de lokale politi ikke har fået styr på.
Ved sin side har Strike en ung, kvindelig assistent, der efterhånden får status af partner, Robin Ellacott. Som konventionen foreskriver er de to et umage par. Cormoran har mistet det ene ben i krigen og lever en lidt forhutlet tilværelse med hyppige pubbesøg og overnatning på kontoret i en feltseng. Robin, der er en køn og klog ung kvinde, skal giftes med sin ungdomskæreste gennem et lille årti og er på jagt efter et meningsfuldt job, der viser sig at være arbejdet som privatdetektiv. Og sammen kaster de sig over nogle komplicerede sager. I den første serie Gøgens kalden, som vises på DR1 for tiden, undersøger de en sag om en ung model, Lula, der er død efter et fald fra en snedækket altan. I følge politiet en selvmordssag, men familien tror ikke på det og sætter Strike på sagen. I sag nummer 2, Silkeorm, drejer det sig om en forsvunden forfatter Owen Quine, som efterlyses af hustruen.
Fælles for de to historier (der er seks i alt indtil videre) er, at de efter bedste moderne britiske kriminalseriers tradition er yderst komplicerede med masser af vildledende spor og uforudsigelige udviklingsveje. Og det hjælper nok en hel del på plotkvaliteten, at de er skrevet af ingen ringere end den garvede forfatter K. Rowling (under pseudonymet Robert Galbraith), der er kendt for sine bøger om Harry Potter.
Både Tom Burke og Holliday Grainger, der spiller rollerne som Strike og Robin, er godt castet til rollerne som to modsætninger, der samarbejder i til det romantiske grænsende gensidig respekt for hinanden med lige dele kriminalistisk intuition og gammeldags efterforskningsystematik. Og dertil kommer en række fine biroller med mange fra britiske serier kendte ansigter i fine roller med godt skuespil. Dertil kommer en moderne filmisk fortælleform, der trækker på erfaringerne fra mange moderne serier med stor sans for miljøfremstilling, brug af farver, lyd, beskæring osv. En serie, der på alle leder og kanter lever op til solide serier som fx Vera, Unge Morse, Gently, Banks med flere. Krimiserieentusiaster kan godt begynde her; man er mere end godt underholdt.