I 2018 skrev jeg om en af mine skyldige glæder på flow-tv (eller bare: gammeldags tv), nemlig den engelske serie Call the Midwife – eller på dansk: Jordmoderen. En serie, der følger en flok jordmødre og nonner i den fiktive, fattige London-bydel Poplar fra 1957 og frem til 1969 (foreløbigt, for serien produceres endnu). På DR har man vist til og med sæson 13 episode 8, men der mangler de – foreløbigt sidste – to, der er blevet vist i England hen over julen.
Men hvorfor se en serie i foreløbigt 113-115 afsnit, der primært drejer sig om jordmødrenes og nonnernes daglige arbejde med fødende kvinder og lokale sundhedsproblemer, som de får hjælp til af den lokale læge Dr. Turner? Jeg har undervejs fremhævet flere kvaliteter i serien. En af kvaliteterne, jeg vist ikke har fremhævet nok, er, at serien fra sin særlig vinkel på bunden af det engelske samfund – et rigtigt arbejderkvarter med virkelig dårlige livsvilkår – giver et fint historisk snit af udviklingen fra krigen og frem til nutiden. Dels udviklingen inden for sundhedsområdet, men også via små nyheder, der dukker op i hverdagen. Fx den grufulde polioepidemi, der bla. rammer Turners søn, eller fremkomsten af tv og fx månelandingen i 1969. Et skævt, men også meget informativt historisk blik på det store lands nyere historie, set fra en vinkel (ikke mindst det lille nonnefælleskab), der hele tiden er truet af opløsning, medens genrejsningen af det engelske amfund foregår efter krigen og nye tider og sæder kommer til.
Noget andet, der udmærker serien, er, at det – indlysende nok – er en serie, der ser på verden fra kvinders synspunkt. Kvinder, der i kraft af deres kald – nonner og jordmødre – ser på verden fra et lidt konservativt synspunkt, hvilket blot gør de faktiske forandringer i samfundet – fx fremkomsten af moderne graviditesforebygggende hjælpemider – så meget desto mere forståelige. Uden på nogen måde at fremstå som feminister kommer disse kvinder til at stå som repræsentanter for en udvikling, der omfatter større ligestillng mellem kønnene. Et sent eksempel er, at nogle unge jordmoderelever går til kamp for bedre løn sammen med fagforeningen. Jovist er jormoderfaget et kald, som de gamle i branchen ikke forsømmer at fremhæve, men det udelukker ikke en anstændig løn at leve af.
En tredje grund til at kaste sig over denne serie kunne være, at den – som mange engelske serier – ganske enkelt er godt fortalt – med stor variation i de enkelte plots, så den aldrig på noget tidspuntk sander til i den ene fødsel efter den anden (og der er virkelig mange fødsler i den serie!). Og skuespillet er helt i top.
Endlig vil jeg fremhæve, at serien har været – for mig – en god kur mod tv-abstinenser. Jeg forsøger stadigvæk at nedbringe mit tv-forbrug til et absolut minumum, og det går rigtig godt – bl.a. hjulpet på vej af damerne og herrene omkring Nonnatus House i Poplar. Hermed anbefalet.
BBC, der laver serien har meddelt, at den fortsætter til i hvert fald sæson 15, dvs. til engang i 2026. Fornemt.