Ja, titlen på dette lille album eller denne EP – Thor Back In Town Hausen – afslører selv, at det er en gammel kending, vi har med at gøre. I hvert fald, hvis man er så gammel som jeg og kan huske tilbage i dansk musikhistorie, hvor Thor Backhausen har sat sit præg på mange genrer med sit spil – på Piano. Orgel, Synthesizer og Accordeon/Harmonika. Og navne som Culpepers Orchard, Blast Furnace, Carsten Meinerts Musictrain, Søren Kragh Jacobsen, Lone Kellermann, Lasse & Mathilde, Niels Skousen med mange flere har nydt godt af Thors musikalske evner.
På den nye plade er Thor selv kapelmester for et lille band bestående af Søren Høst (tenorsaksofon), Lea Backhausen (trompet og flygelhorn), Christoffer Appel (altsaksofon), Lars Juul (trommer og slagtøj) og Henrik Salinas (guitar og el-bas). Og Thor har komponeret al musikken – cirka 40 minutter. Og så er der tale om fyrre minutters velgørende instrumentalmusik, der primært trækker på inspiration fra jazzen og ikke mindst den side af jazzen, der henter sin musikalske næring fra den latinamerikanske verden.
Og ikke overraskende er der tale om musik, der i allerhøjeste grad er drevet af fornem improvisationskunst, hvor de enkelte musikere får god plads til at udfolde sig. Hvad enten det er blæserne eller hovednavnet, der med sine tangenter kaster sig over både soli og supplementær lyd til strygerne. Samlet set er det et album, der båret af fornem musiceren og loyalt samspil mellem de deltagende. En plade, der egner sig både til intim lytning i høretelefonerne og som stemningsskabende baggrund, hvis der er mere end en lytter. En meget fin come back, hvis man tør sige det, til Thor Backhausen. Og man får lyst til at tilføje: kom bare igen Thor og Co. Hermed varmt anbefalet.
Thor Back In Town Hausen. Egen produktion. Udkom den 30. november.