Lad mig runde 2024 af med et par anbefalinger af et par fine mini-albums eller EP’er. Den første er Tom Frederiksens, Finn og Torsten Olafssons lille samling af sange eller måske mere præcist viser. Seks stykker i alt, hvor ansvaret er så nogenlunde ligeligt fordelt mellem de to brødre Olafsson og den mangeårige ven Tom Frederiksen. Sidstnævnte markerer sig ikke mindst som pladens tekstforfatter; med undtagelse af en enkelt sang – “Håndslag til Tony/ Et lille tema”, hvor teksten er af selveste Frank Jæger. Musik og arrangementer fordeler sig fint mellem de tre medvirkende; og Tom og Finn tager sig af guitarerne, medens Torsten står for akustisk bas, trommer, tamburin og kor.
Det slår en, at der fra første akkord er tale om en særlig indforståethed og fortolighed i samspillet. Et samarbejde, der afspejler mange års fælleskab i det musikalske. Og tætheden og lydhørheden underbygges af, at de seks numre er indspillet – som det hedder – ‘live i studiet’. Det er med andre ord stort set som at væe til koncert med de tre herrer at lytte til denne fine lille udgivelse.
Og viser er det. Frederiksens tekster er fulde af lune og glimt i øjet, fx i sangen om katten, der sætter ord på kattens kendte suveræne væsen. Og de tre musikere musicerer på fineste vis, indforstået, lydhørt og ganske medrivende, selv om visernes diskrethed og nedtonethed ikke svigtes.
EP’en kan kun anbefales alle dem, der sætter pris på visekunst og dansksprogede sange. Og så kan man oven i købet erhverve sig et fint, stort hæfte med tekster, akkorder, melodier og guitartemaer, som man kan støtte lytningen til eller måske – hvis man har talent for det – inspirere til selv at forsøge sig med strengeleg og sang. Hermed varmt anbefalet.
Tom Frederiksen, finn Olafsson & Torsten Olafsson. Katte & 4 andre Sange. Produktion: Finn Olafsson. Olafssongs. Er udkommet.