Medens israelerne – godt beskyttet af storebroder USA – fortsætter deres fremfærd over for palæstinenserne, syrerne, libaneserne og hvem der ellers måtte genere den israelske regerings opfattelse af, hvad der er staten Israels sikkerhed, så går det tydeligvis mindre godt for Ukraine i konflikten med Rusland. Selv om informationsstrømmen fra krigszonen som sædvanlig ofte er udokumenteret og tvivlsom i pressen, så er der dog tegn i sol og vind på, at Ukraine har det svært på slagsmarken. Og lige netop i den situation kan man læse om en såkaldt ‘fremtrædende miiitæranalytiker’, der plæderer for, at den ukrainske hær skal have lov til at bruge personelminer og klyngebomber. Fordi det kan give hæren en lille fortrin i krigsførelsen. Problemet er blot at den slags våben er udelukket i de regler for acceptabel krigsførelse, som det internationale samfund har indført med konventioner i 1899, 1907 og 1949. Med andre ord forbudt i forhold til det, man kan kalde krigens etik.

Jeg tror, at det siger meget om den situation, vi befinder os i lige nu, at den såkaldte ‘militæranalytiker’ kan foreslå, at vi glemmer krigens etik for at få et lille fordel i krigsførelsen. I bedste fald kan denne ‘analyse’, hvis den da overhovedet fortjener det navn, er udtryk for en restringeret militærpraktisk tankegang, der er helt renset for enhver etisk eller humanistisk overvejelser. Det er den rene krigspragmatik, der gives udtryk for: Hvad slår ihjel, og hvad gør ikke. Det er alarmerende og stærkt bekymrende, at en sådan militærperson på den måde forsøger at sætte parantes om et regelsæt, der er blevet lavet på grundlag af verdens mest grufulde krige og dermed er udtryk for et minimum af humanistisk og international eftertanke og fornuft. Og det er svært ikke at se det som udtryk for den historiesløshed og manglende almendannelse, der præger vesterlændinge i disse år.