I går kom så dagen for Enhedslisten noksom omtalte ekstraordinære årsmøde, hvor partiet blandt andet skulle tage stilling til om der er plads i partiet til visse venstre-radikale medlemmer, der har udtrykt sympati og solidaritet med den palæstinensiske organisation DFLP. Og udfaldet af mødet blev en vedtagelse af en erklæring, der åbner mulighed for at ekskludere sådanne medlemmer. Debatten op til afstemningen blev tematiseret i pressen som et spørgsmål om, hvor højt til loftet, der skal være i Enhedslisten, når det gælder særstandpunkter. Er der plads til en, hvis man solidariserer sig med palæstinensiske modstandsgrupperinger, der måske/måske ikke har del i aktioner, der indebærer overgreb på civile – som fx angrebet i Israel den 7. oktober sidste år?

Hvis man søger på svar vedrørende DFLPs rolle den 7. oktober 2023, så er det langt fra entydigt, hvad organisationen har ansvar for. Det afhænger i allerhøjeste grad af, hvem man spørger! Og bør man ikke i et parti, der bryster sig af at være demokratisk, så lade tvivlen komme de pågældende medlemmer til gode?! I det mindste indtil officielle undersøgelser kan dokumentere, hvilken rolle DFLP har spillet i den såkaldte terrorhandling den 7. oktober?

Selv om jeg er enig med Pelle Dragsdahl og andre i, at vi ikke skal acceptere nogen form for terrorisme i betydningen vilkårligt overgreb mod civile, uanset terroristernes ideologiske udgangspunkt, så er der alligevel noget ved Dragsdahls og andre ledende partimedlemmers argumentation, der bekymrer mig, fordi den er udtryk for en centraliserende, Christiansborg-Folketings-normaliserende, udemokratisk tendens, som man kun kan forstå som en bevægelse ind mod den politiske midtes døde tomrum. F.eks. når der tales om “værdier”, lige som de borgerlige og socialdemokraterne gør. Hvad fanden vil det sige – værdier? Stegt flæsk og persillesovs!? Som politisk venstrefløjsparti skal man sgu ikke snakke om værdier, men have en solidt forankring i en klart formuleret socialistisk politik, der ikke bare stiller sig tilfreds med at få mange mandater i folketinget og komme i regering, men peger ud over den borgerlige parlamentarisme mod et nyt og anderledes socialistisk samfund. Og det indebærer også en kritisk og tvivlende tilgang til hele tænkningen af, hvad et parti skal være og hvordan det skal være opbygget. Ikke bare modelleret over de parlamentariske systems centralistiske udgave af et parti, hvor partiledelsen styrer det hele og hvor basis-demokratiet med alle dets uoverensstemmelser og modsætninger undertykkes i og til tavshed.

Selv om jeg er enig med partiledelsen i fordømmelsen af enhver form for terrorisme i ovennævnte betydning, så synes jeg stadigvæk, at der er tendenser i dette årsmøde til at Enhedslisten er på vej mod den midte, der kan betyde partiets endeligt på lidt længere sigt. Fri os fra den parlamentariske normalitet.