I dag på min fødselsdag fik jeg brev fra Esbjerg kommune om, at tiden var inde til fornyelse af vedligeholdelsen af mine forældres grav. De blev begge bisat i 2004 med 1½ måneds mellemrum. Det var lidt hårdt dengang; dels fordi det er hårdt at miste begge sine forældre med så kort mellemrum, men også fordi jeg som enebarn stod alene med alle de praktiske ting – lige fra begravelsen over realiseringen af deres hjem og skifteretten. Men jeg fik god hjælp af et par lokale personer, så det kom til at gå uden de store problemer. Men det er underligt sådan at skulle afrunde et forældrepars livsbane og i de efterfølgende år se, hvordan sporene efter dem (fx deres hjems udseende) udviskes. Det var trods alt også ens eget hjem engang. Og derfor giver det god mening for mig at fastholde vedligeholdelsen af deres fælles grav de næste fem år – og måske videre, hvis jeg selv er her til den tid. Selv om jeg ikke besøger graven så tit mere. Det er mere tanken om, at deres jordiske rester stadigvæk er der – som et sidste materielt spor af deres liv.

Og mine forældres grav og min egen oplevelse af at håndtere begravelserne har gjort, at jeg selv har nedskrevet mine egne ønsker til min egen begravelse (for jeg vil begraves, ikke bisættes), så mine efterladte ikke skal gruble over, hvad der er bedst i den situation. Lige som jeg for længe siden har lavet et testamente, så der ikke bliver ballade om de småpenge og det indbo, jeg engang efterlader mig. Det er bare rettidig omhu og hensyn til dem, der fortsætter livet.

Og så tager vi lige en lille svingom med Billie Eilish igen. Her med en sang, der kredser om det med døden…