For mange år siden læste jeg psykoanalytikeren Ernest Jones’ store tre-binds-biografi om Sigmund Freud. Ernest Jones var ikke kun psykoanalytiker og elev af Freud, men også Freuds livslæge – Leibartz – og kendte derfor den gamle skaber af psykoanalysen godt. Herunder hans helbred og syn på kødets skrøbelighed. Og Jones noterer tidligt i sit værk, at han mente, at Freud var voldsomt optaget af døden og at en sådan optagethed af forgængeligheden ikke var helt normal. Jeg kom til at tænke på dette tekststed (som jeg ved lejlighed skal have slået op igen), da jeg selv blev ramt af livstruende sygdom for nogle måneder siden. For også jeg har, siden jeg var ganske ung, været optaget af vores forgængelighed, af den kendsgerning, at livet en dag slutter. Og hvis det er unormalt, så indrømmer jeg gerne, at jeg er unormal på det punkt. Og bedre er det ikke blevet af, at jeg de senere år har måttet sige endeligt farvel til mange mennesker, der på den ene eller anden måde har haft en vigtig rolle i mit liv. Flere har jeg skrevet om her i bloggen og andre er bare skrevet i min erindring. Og i den forgangne uge gik det op for mig, at to universitetslærere, som jeg havde fornøjelse af at have i mine unge år, også er døde. Begge tilhørte de den famøse 68-generation – dvs med en fødselsdato i årene midt i 1940’erne. Og hver på deres måde satte de sig spor i mit liv. Og ved synet og læsningen af deres dødsannoncer og mindeord dukkede billeder, situationer og særlige karaktertræk op for mit indre blik. Nu har også de to – der i øvrigt  kendte hinanden lidt – forladt menneskenes fælleskab og gjort mit liv lidt fattigere. Men sådan er det. Døden høster hver dag og det er vores fælles vilkår.