Først var det Band Aids’ ‘Do they know its Christmas”, der måtte stå for skud. Sangen fra 1984 blev genindspillet i 2014  med flere nye stemmer i koret, hvoraf nogle ikke engang levede i1984. F. eks. Ed Sheeran, der er født i 1991. Sheeran fortryder sin medvirken. Og problemet synes at være, at teksten fra dengang ikke længere forekommer at være “politisk korrekt”. Et sen-kolonialistisk, sen-imperialistisk syn på det store kontinent mod syd og et tilsvarende sprogbrug.  Vidste afrikanerne ikke at det var jul – de stakler – og så videre. Og problemet gik videre til “We are the World” fra 1984. Og er nu med den danske offentligheds særlige skæve logik landet hos Nanna Lüders Jensens store hit “Afrika”, en af de største single-successer i dansk pophistorie. Også den har været genstand for genindspilning (i anledning af 25-års-jubilæet og sikkert for at score endnu flere kroner til folkene bag…). Men ak, også denne sang er udtryk for et forældet syn på Afrika og sunget på et lige så utidsvarende sprog.

Og Anne Dorthe Michelsen og Poul Krebs har fat i den lange ende. Anne siger: “- Man kan ikke tage en sang tilbage, når den først er en del af lytternes liv, men jeg tror ikke, man kunne synge teksten i dag. Vi har et andet blik på Afrika nu. Jeg står stadig på mål for sangen, men enhver tid har sine egne greb”. Med andre ord: Som enhver tekst bærer også denne sang sin samtid i sig – indholdsmæssigt (datidens syn på Afrika) og sprogligt (med de ord og vendinger, man brugte dengang). Det gælder i princippet enhver tekst. Der er gode grunde til, at gamle sange og salmer skal forklares og kommenteres af nutidens tekstkyndige for at give mening for os. Vi læser heller ikke Søren Kirkegaard eller andre gamle litterære klassikere uden lærde kommentarer, forord, efterskrifter og forklaringer. Og Poul Krebs har fat i en anden problematik, når han slår fast, at “Afrika” er “en fuldstændig fremragende popsang”. Den spilles stadigvæk i mange små hjem og på diverse radiostationer, fordi det bare er en rigtig god popsang. Uanset dens bedagede syn på Afrika og dens sproglige utilstrækkelighed. Tænk dig, hvis vi skulle skrotte alle sange, fordi de sprogligt og indholdsmæssigt blev bedagede – så ville det sgu se sort ud for populærmusikken og litteraturen.

Problemet er nok – vil jeg tillade mig at mene – at vi lever i en tid, hvor historieløsheden trives på allerbedste måde. Forståelsen for, at enhver tekst bærer sin samtid som et vandmærke i sig, er stort set ikke-eksisterende i store dele af offentligheden, fordi mange generationer er utilstrækkeligt uddannet i faget historie Dermed er forståelsen for, at alt ændrer sig med tiden – også sproget (tænk bare på de årlige nyudgivelser af opdaterede ordbøger, hvor visse ord forsvinder og andre kommer til). Engang havde vi her i landet noget, der blev kaldt “almendannelse”, der skulle sikre, at vi netop havde et vist fælles grundlag for forståelse af, hvad der sker i vores kultur. Men det er gået fløjten. Og noget tilsvarende er sket i det store udland. F. eks. i Amerika,  hvor mange uddannede i dag ikke ved noget som helst om Europa eller andre kontinenter uden for U.S.A. Suk.

Korstoget mod de tre velgørenhedssange er på linje med korstoget mod skrifter med mere eller mindre diskriminerende syn på andre mennesker. F. eks. sletningen af ord som “nigga” i Mark Twains bøger eller omskrivningen af  Pippi Langstrømpe så Pippis fiktionsfar ikke længere var en sort person eller omskrivningen af Lille sorte Sambo (der i øvrigt ikke var afrikaner, men inder). Og så videre. Man kan kun grue for, hvad der vil ske med verdens tekster, når den historieløse revanchisme sætter ind med den kunstige intelligens i hånden. Åh hellig armod…

Syng eller nyn bare med…