I de seneste mange måneder har man kunnet følge med i en absurd historie om Gitte Ravn fra Odense som er kommet i en konflikt med skattevæsnet. Hun er ejer af en lille matrikel, et relativt nyt rækkehus, der ligger på et sted, hvor der er 13 andre tilsvarende matrikler. Ved en fejl fra det offentlige blev Gitte Ravn pålagt at betale grundskyld (skat) for samtlige 13 matrikler. Et anseeligt beløb ( 54.000 kroner for andet halvår af 2023, opkrævet af Odense Kommune). Men ikke nok med det; myndighederne insisterede også på, at hun selv skulle opkræve beløbene for de 13 andre matrikler.

Takket være DRs journalister blev sagen hurtigt til en sag i offentligheden; og skatteministeren lovede bod og bedring. Men den kom bare ikke lige med det samme. Og selv om kommunen nu har droppet kravet om opkrævning af de mange penge, så er sagen langt fra færdig. Ganske vist er loven blevet ændret til Gitte Ravns fordel, hvorfor kommunen har annulleret betalingen for andet halvår 23, men nu er sagen overdraget til staten, der fortsat kræver betaling af den ekstra grundskyld for 2024…

Heldigvis er Gitte Ravn ikke sådan at slå ud. Hun tror fuldt og fast på, at borgeren ikke bare får lov til at komme i klemme i et rigidt og bureaukratisk samfund, som hun udtrykker det. Men noget kunne tyde på, at det ikke bare er sådan at slippe ud af klemmen. Selv om Gitte Ravn har klaget til Vurderingsstyrelsen, der nu sidder med kravet op opkrævning, og selv om den nye skatteminister, socialdemokraten Rasmus Stoklund, har lovet at returnere pengene til Gitte Ravn, så sidder hun stadigvæk fast i klemme og kan frygte for “hele det demokratiske samfund faldet til jorden”, som hun udtrykker det.

Sagen er et udtryk for, at der gennem de seneste mange år er sket et skred i statens og de offentlige myndigheders rolle – væk fra en rolle, der hviler på netop demokratiske spilleregler og hensyn til borgeren over for myndighederne, i retning af en stat, der er magtfuldkommen, dvs. med ordbogens forklaring: “som besidder og egenrådigt udøver (absolut) magt”. Selv om sagen er spektakulær og sensationel og derfor egnet til mediebevågenhed, så er den ikke et enestående eksempel på denne dybt uheldige tendens i magtens udvikling. Næsten dagligt får vi historier fra staten, regionerne og kommunerne, som peger på samme tendens. Og der er kun at gøre som Gitte Ravn i sin sag, blive ved med at holde fast i, at det er myndighederne, der tager fejl og er dem, der skal rette ind, så borgeren ikke bare bliver sorteper i magtudøvelsens vilkårlighed.