Nostalglimt: Boghandler

Author:

Jeg har netop bestilt et par bøger på det store internet. For det er jo ofte sådan, man gør, nu om stunder, når man skal handle. Men handlingen sendte mig tilbage til mine allerførste bogindkøb for egne penge. Hvad var det nu den hed, den der boghandel, der lå i Strandbygade ikke langt fra Nygårdsvej, hvor jeg havde mit hjem? Lidt søgen på netten afslørede, at der faktisk er en registrant over danske boghandler. Og her kunne jeg så få bekræftet, at der var tale om Nordholts Boghandel, der lå i hhv. nr. 25 og senere i nr. 33. Der er også et gammelt sort-hvidt foto af butikken med et genkendeligt vinduesparti (jeg deler ikke fotoet af hensyn til ophavsrettighederne). Og straks kom jeg i tanker om, at jeg faktisk har nogle af bogmærkerne fra butikken i mine allerældste bøger, fx antologien Humor fra hele verden. Og derfra gik hjernerejsen til flere af de andre esbjergensiske boghandler, som jeg har frekventeret lige siden dengang, jeg var  en bette knægt med spirende interesse for bogstavernes verden: , N. Hartvig Nielsens Boghandel, Kaj Braads Boghandel, Bernhard Petersens Boghandel, Engers Hansens boghandel – allle beliggende i Kongensgade. Og flere til. Og jeg husker endnu hvilke bøger, der blev købt hvor. Dengang ikke så mange; siden blev det til flere, da jeg kom til Århus. Men det er en anden historie, som jeg nok vender tilbage til….

Selv om der findes moderne boghandler nu til dags, og selv om jeg nu og da også benytter mig af dem, så er det ikke det samme som en rigtig gedigen boghandel  som i gamle dage, hvor det kun drejede sig om bøger. I dag er der tale om en salgs mini-supermarkeder, der ud over bøger sælger alt muligt andet, papirvarer, skriveværktøj, spil og meget mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *