Så fik regeringen og dens skyggepartier – SF og De Radikale – fiflet en finanslov sammen, som straks er blevet kaldt ‘asocial’ af Enhedslisten, fordi den blandt andet ikke tilgodeser de svagest stillede folkepensionister og andre overførselsmodtagere i en tid med stigende inflation og stigende fødevarepriser. Og SFs leder brugte mange ord på at forsvare finanslovens forsøg med at fodre 40.000 børn af med et dagligt måltid. Hvad det mon gjorde for indlæringen, det sociale osv. Og straks var jeg tilbage til min skoletids madpakker og tilhørende skolemælk. Mon det gjorde nogen forskel!? Det tror jeg. Pengene var små dengang. For nogle mere end andre. Og som jeg husker det – jeg fik madpakkerne i perioder – var der da en vis stemning af fælllesskab, når pakkerne blev hentet til klasseværelset og delt ud sammen med en kvart liter mælk. Så blev der spist og byttet madder, medens duften af leverpostej, cervelatpølse, (gummi)ost og æg bredte sig i rummet. Selv om velfærdens vækst i tresserne måske overflødiggjorde madpakkerne, skulle man måske have holdt fast i dem, så man ikke var nødsaget til den slags eksperimenter som den nye finanslov lægger op til – og afslører, at vi igen står i et samfund, hvor afstanden mellem bund og top bare vokser og hvor nogle får skattelettelser (i form af håndværkertilskud), medens andre må nøjes med nytidens svar på en fedtemad.