Vi har ondt i demokratiet, tror jeg. Tanken strejfede mig, da jeg i nyhedsstrømmen i sidste uge kunne læse, at de danske politiske partier op til det – om cirka et års tid – forestående kommunalvalg er i bekneb for kandidater til valget. Der er meget begrænset interesse for at stille op for partierne – uden undtagelse. Og bedre blev det ikke af, at jeg så et af Enhedslistens kommunale medlemmer på tv erklære, at hun havde fået nok af partipolitik og derfor ikke ville genopstille, men i stedet ville bruge sin politiske energi på græsrodarbejde (NGO, foreninger etc.). Og så gled tankerne hen på regeringen – af Socialdemokrater, Venstre-folk og Moderater – der gennem en længere periode er styrtdykket i folkelig tilslutning. Og alt sammen kunne godt pege på, at der er noget fundamentalt galt med det ellers så højt besungne danske folkestyre (=demokrati)!?

Og der er da også en lang række “sager”, der taler deres eget sprog om, at noget er fundamentalt galt i det danske folkestyre. Senest har vi haft en række sager i skattevæsnet – f. eks. sagen om de fejlagtige ejendomsvurderinger – og andre sager i det offentlige system, hvor det offentlige ikke lever op til borgernes forventninger. Lad os nævne en anden sag, nemlig sagen om den svigtende kontrol med landbrugets udledning af næringsstoffer til vores nære kystområder. Dertil skal lægges en række sager og “skandaler”, der er blevet henvist til diverse kommissioner til granskning. Eller man kunne sige: syltning. F. eks. sagen om det politiske ansvar bag de fatale militære operationer, som dansk militær har været involveret i de sidste mange årtier.

Og noget kunne tyde på, at alle problemerne ikke bare lader sig forstå som forfejlet politik, men også om, at folkestyret svigter som system. Jeg har tidligere omtalt den liberale solo-politiker Theresa Scavenius, der bruger sin tid som løsgænger på at blotlægge den magtfordrejning, der foregår på tinge, når magthaverne f. eks. ignorerer gældende regler (f. eks. i lovbehandlingsarbejdet) og grundlovens bestemmelser med henvisning til, at de har et numerisk flertal bag deres beslutninger. Som om folkestyrets demokrati bare handler om at have den magt et flertal giver!?

I årtier har vi fået ørerne tudet fulde af, hvor fantastisk det danske folkestyre er, og vi er blevet hjernevasket i troen på, at det kørte upåklageligt og uden de store fejl. Men historien har belært os om, at det langt fra er tilfældet. Og når man så ser, at en udemokratisk svamp har angrebet systemet i dets kerne i form af politikerlede og manglende interesse for politik, så må man sige, at vi har ‘ondt i demokratiet’ og at det trænger til et kritisk eftersyn på alle niveauer og et opgør med den selvfølgelighed, hvormed magten udøves i dette land.

I et såkaldt repræsentativt demokrati som det danske folkestyre er det ikke tilstrækkeligt at lade sig repræsentere af folkevalgte for at få demokratiet til at virke som sådan. I selve overdragelsen af indflydelse, som repræsentationen indebærer, ligger kimen til magtmisbrug. Derfor er det nødvendigt, at også grundloven, lovgivningen og hvad der ellers er af reguleringer sørger for, at de folkevalgte fastholdes i det demokratiske virke. F. eks. – som Scavenius har været kritisk over for – når et lovforslag behandles i tre omgange for at sikre en ordentlig lovbehandling med rigelig mulighed for kritiske indspark og ændringsforslag – og magtens praksis reducerer dette arbejde til to hurtige behandlinger, hvoraf det meste sker bag  lukkede døre. Så har magtmisbrugets svamp de bedste betingelser for at underminere hele folkestyret.