En filmoplevelse: Prey (2022)

Author:

Nogle gange kan jeg blive noget så inderligt træt af computeriserede film. Og i takt med at computerspil og gammeldags film bliver mere og mere flettet sammen på såvel indholds- som udtrykssiden så er det som om svaghederne ved computeriet bliver mere og mere mærkbare. Eller også er det bare, fordi jeg er blevet gammel og foretrækker gammeldags filmkunst med de begrænsede teknologiske muligheder, der var dengang.

Jeg kom til at tænke på dette problem, da jeg så Dan Trachtenbergs film Prey (2022), der netop er led i en serie af film, de såkaldte Predator-film, hvis grundplot er menneskets møde med farlige væsner fra det ydre rum.

I Prey er vi tilbage i 1700-tallet hos nogle indianere i de nordlige Great Plains, hvor en ung Comache-kvinde, Naru, er optaget af at blive en rigtig jæger på linje med de unge mænd i sin stamme. Især broderen Taabe. Og da hun på en jagt-tur kommer på sporet af en jæger fra det ydre rum ser hun en mulighed for at bevise sit værd som jæger ved at dræbe dette uvæsen.

Historien er derefter en lang fortælling om, hvordan Naru kommer tættere og tættere på den fremmede jæger, der ud over at ligne noget fra en gammel amerikansk tegneserie har evnen til at gøre sig usynlig i sin færden. Jeg finder ingen anledning til at repetere alt, hvad der sker. Det er sådan set det bedste ved historien, som jeg vil overlade til den interesserede seer at indtage.

Historien er ganske enkel og slutningen alt andet end uforudsigelig. Og jeg kunne faktisk ikke undgå at tænke, at historien ikke ville være blevet ringere af at den jagede jæger havde været af en mere almindelig jordisk observans. Der behøves hverken jetier eller væsner fra det ydre rum for at gøre en sådan jagtfortælling interessant. Men igen: Vi befinder os i den digitale tidsalder…

Skuespillet er upåklageligt uden at være prangende. Historien er ganske fermt skruet sammen; og instruktion og filmatisering er både professionel og dygtig. Så er det en smagssag, om man kan forlige sig med den type film. Jeg foretrækker nok et gensyn med de tidlige Terminator-film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *