Jeg har været inde på det før: Enhedslistens bevægelse mod den parlamentariske midte. Som små tegn og tendenser har kunnet tyde på – fortolkes – som indikatorer for en bevægelse mod den politiske midte med hvad det betyder for partiets politiske orientering. Og nu er der så kommet en sag, der igen kan læses som et sådant tegn.
En gruppe medlemmer af partiet, medlemmer af eller sympatisører med en organisation kaldet Rødt Venstre, der mener, at Enhedslisten bevæger sig – ikke bare mod midten – men mod højre. Årsagen er konflikten i Gaza, nærmere bestemt spørgsmålet om, hvordan man som medlem af partiet skal og kan forholde sig til fx DFLP – Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina – som vel at mærke ikke er på EUs terrorliste. For partiledelsen i Enhedslisten – med Pelle Dragsdal i spidsen – handler det om, at Rødt Venstre og deres sympatisører ikke i tilstrækkelig grad har lagt afstand til terrorhandlingerne i Israel den 4. oktober 2023. Og dette spørgsmål vil man nu gøre til genstand for et ekstraordinært årsmøde (den 14. december 2024), hvor man vil diskutere, om det skal være muligt at ekskludere medlemmer, der ikke udviser det rette sindelag med hensyn til terroren på den dag.
Den interne konflikt er ikke hvilken som helst meningsforskellighed. Den vedrører partiets eksistensgrundlag. Vi skal huske på, at Enhedslisten blev til på grund af alt for store meningsforskelle på venstrefløjen (især i halvfjerdserne, hvor venstrefløjen atomiseredes i alskens smågrupperinger og celler). Som navnet nærmest indikerer lavede man et parti, der skulle være enig om de store politiske spørgsmål, så der var plads til både gamle DKP’ere, folkesocialister, gamle VS’ere, venstreorienterede flippere og alskens partiløse solister. Og der skulle være plads til store meningsforskelligheder, der kunne brydes i basis i gode diskussioner. Når nu ledelsen på tinge vil diskutere muligheden af en eksklusionsparagraf, så må man spørge sig selv, om ikke det er (endnu) et skridt i retning af en borgerlig partikonformisme, hvor centralstyring og tvungens konsensus er normen og demokratisk debat undtagelsen!? Med andre ord: Et skridt i retning af midten/højre?!
Det ville klæde partiet, hvis man begrænsede årsmødet til en debat om den fælles holdning til overgreb mod civilbefolkninger. For selvfølgelig kan man ikke acceptere terror mod civile, hvad enten de er israelere, palæstinensere eller andre. Men at tænke i eksklusionsbaner i stedet for at give plads til stor dissens og forskellighed strider mod det, partiet hidtil har stået for og vil være et skridt mod – ja – den imploderende midte og højrefløjen.