Titlen på Simone Tangs debutalbum som singer-songwriter – Things I remember – giver os som lyttere allerede et praj om, hvad der er på spil på dette meget fine udspil. Det erindrende og dermed retrospektive. Selv om kunstneren er en årsunge, født i 1990, så har hun selvfølgelig allerede gjort sine dyrtkøbte erfaringer i livet og dermed fået en hovedstol, som det kunstneriske arbejde kan tære på og skabe kunst af.
Det gælder ikke mindst for tekstuniverset på pladen. Lad mig bare tage nogle eksempler. Den indledende sang “Hey little love” om en kærlighed, der var, men ikke holdt. Hvilket giver anledning til at advare mod en gentagelse: “Don’t let this break you down/ This is for the best” og “We’ve been running out the clock/ Let us soften the fall/ Before one falls in love”. Brændte børn skyr ilden, som man siger på dansk. Og populærmusikken er rig på sange om den erfaring, der holder lige til næste gang, man falder ned i den sorte gryde, kærligheden, som man siger på engelsk. I “Caroline” er det erindringen om en nærtstående veninde eller søster, der genererer en lille fortælling om hende, der altid var der, men som livets gang alligevel har distanceret lidt fra fortælleren:
Caroline
I know you’re used to being
The one always taking care of me
Come rest your head and spill the beans
It don’t have to be as hard as it may seem
…
Caroline
I know from time to time
It may seem we have grown apart
The tangled roads of life we cross
Might change the scene, but it won’t change what’s in my heart
Selv om livet ændrer alting, så står tiden stille i erindringens skygge.
Og lidt i samme spor er der sangen “Brown-Eyed Niece” om den unge pige, niecen, der som en kvindelig udgave af Spørge-Jørgen minder tanten om, hvor lidt vi ved. Hvor sover solen? Hvad er gud?: My little brown-eyed niece / Things ain’t always what they seem/ And little do I know/ Where we go when we go. Og der er sangen om den afdøde far, der lærte fortælleren at spille guitar, synge Dolly Partons “Jolene”, men som også trådte ud af hendes liv, forddi han fulgte hjertets uransagelige veje og flaskens dominans. En sang om det umulige i at længes tilbage til det for altid tabte, som dog – igen – er der i erindringens tidsløshed.
Og sådan kunne jeg blive ved med at grave ned i kunstneres erindringsstof. Og så påpege, at der jo – a propos det tilbageskuende – ikke er noget radikalt nyt i det perspektiv. Dolly Parton er nævnt allerede og man kunne opremse en lang række kvindelige singer-songwriters, der også har brugt den spæde erindring til at generere sange og fortsat gør det. Og hvis jeg skulle pege på en lille ting, der måske afslører, at Simone Tang selvfølgelig også er et barn af sin tid – og ikke de foregående mange årtier – så er det måske (for jeg er lidt i tvivl om, hvor langt den teori holder…), som det fremgår af sangen “Thoughts” den meget omtalte usikkerhed, rådløshed, bekymrethed, skrøbelighed med mere, som tilskrives de unge generationer i den offentlige mening: “I am worryingly me /So tired and never at ease/There is always plenty of time /To remind me to overthink everything twice “. I det mindste kan vi som lyttere se det som en lille tidsmarkør.
Også på den musikalske side er retrospektionen tydelige. Hele produktionen oser af af en gammeldags (i bedste betydning) tilgang til musikken. De 11 sange er indspillet nærmest uredigeret og i en uafbrudt optagelse. En slags analog,enkel retrospektiv æstetik, der også understreget kraftigt af den kendsgerning, at det musikalske udtryk holder sig til primært Simone Tangs sprøde, fine og klare feminine stemme og en lige så fin akustisk guitar. Dog med lidt supplement i form af Søren Manschers spredte tilføjelser af guitar, sang og lidt markant strygerarbejde af Kirstine Elise og LIiisi Kedik. Men basalt set kunne pladen godt være blevet til for et halvt århundrede siden, hvor hele internetteknologien ikke stod i vejen for, hvad kunstnerne havde på hjerte.
De elleve sange er også gammeldags i ovenstående betydning. Med deres melodiske iørefaldenhed, der umiddelbart byder op til genhør, fastholder og tryllebinder de lytteren med det samme, sådan som traditionen nærmest foreskriver. Jovist, Simone Tang har begået et album, der ikke kun er meget lovende og peger frem mod kommende bedrifter som pladekunstner, men som både bærer sin tid og traditionen frem på fineste vis. Et album, der føjer sig ind i den lange række af uopslidelige singer-songwriter-albums, som populærmusikken er så rig på. Hermed anbefalet med den største begejstring.
Simone Tang. Things I Remember. Produktion: Christian Ki. Eget plademærke. Udkom den 1. November.