Det er nogen tid siden, jeg har skrevet om krimier. Dels har det meste været genudsendelser (nogle kan tåle det, andre ikke) og nye har det skortet på. Men den amerikanske valgkamp, som jeg ikke orkede at se andet end i hovedoverskrifter gjorde, at jeg på DRs hjemmeside fandt serien Sherwood frem. Jeg fik vist set et par afsnit, da første sæson rullede over skærmen, men kom væk fra den. Men nu lykkedes det så.
Og igen er der tale om en fremragende britisk krimi; oven i købet fra selveste BBC. Og en krimi, der er inspireret af ‘virkelige hændelser’. Som titlen antyder (tænk Robin Hood!) foregår handlingen i Nottingham-området. I en lille landsby, hvor nogle tilsyneladende tilfældige mord – foretaget med armbrøst – nødvendiggør, at politi og beboere bliver nødt til at rive plasteret af til nogle gamle sår, der blev lavet dengang Margareth Thatcher var statsminister og stod for nedlæggelsen af de lokale miner. Den daværende regerings metoder – med strejkebrydere og politispioner – gjorde, at landsbyens familier blev hinandens værste fjender, afhængigt af, hvilken side i konflikten de stod på. Og med de nye mord tvinges de alle til at vende tilbage til det, der skete dengang – til deres egne handlinger og fejltagelser og til de andres. Jeg skal ikke forsøge at repetere historien; dertil er den alt for kompliceret. Ikke kun plottet er kompliceret, men især de involveredes personlige og familiære tråde til det, der skete. Det lægger en tung dyne af løgne, fortielser, hemmeligheder, forkvaklede æresbegreber og meget andet over handlingen og ikke mindst den udfoldede dialog. Man skal holde hovedet koldt og tungen lige i munden, hvis man vil følge med og forsøge at opsnuse, hvordan det hele hænger sammen og afklare spørgsmålet om, hvorfor mordene er sket. Og sæson II tager tråden op fra sæson I. Endnu et drab på en ung mand sætter en dyb efterforskning i gang og resulterer i flere drab, der alle har forbindelse til de centrale familier i dramaet.
Som min nu afdøde medblogger Klaus engang gjorde opmærksom på, så handler alle gode krimier i sidste ende om det samfund, vi lever i. Og Sherwood er et godt eksempel på netop det; og det bliver endnu tydeligere, når man kender den historiske baggrund med Thatcher-styrets kyniske og brutale handlinger. Og det er karakteristiske for serien, at den netop viser, at der bag de komplekse personlige og familiære relationer i landsbyen og deres konflikter er nogle højere stående myndigheder, der i sidste instans har det største ansvar for de dramatiske hændelser, der rammer landsbyen. Hvis man er til krimi og i øvrigt har fået nok at dansk flow-tvs lave niveau kan det anbefales at bruge nogle aftentimer på Sherwood, der en tid kan streames på DRs hjemmeside.