En mand ligger i badekarret. På kanten af badekarret står en transistorradio og spiller et gammelt Kinks-nummer. Og så var jeg på sporet af mit gamle tema – tv-serier og lydspor. Masser af tv-serier har gode lydspor, fx med hits fra de gyldne årtier i forrige århundrede. Og så er der tv-serier, hvor der er numre, der fænger, men som det kan være svært at opklare, selv om man har nettet og diverse apps til sin tjeneste; og så er der bare at søge intelligent med Google og håbe på det bedste. Og så er der tv-serier, der gør mindre kendte eller sågar ukendte sange populære og tv-serier, der giver velkendte hits et nyt liv. Det samme gælder for spillefilm for den sags skyld. Ovenstående eksempel – Stealers Wheels bedst kendte sang “Stuck in the middle with you” – fik nyt liv, da Tarantino havde den med i Reservoir Dogs.
I tv-serien om Unge Morse (Endeavour), der pt. genudsendes, består meget af lydsporet af klassisk musik, fordi hovedpersonen slæber rundt på sin store grammofon og spiller den type musik, når han ikke lige arbejder, hvilket han gør for det meste. Men der sniger sig også andre musikstykker ind. Fx The Zombies og deres klassiker “Time of the season”, selv om den nok ikke bliver mere kendt af sin optræden lige der. I det hele taget kan det være svært at finde oplysninger om alle seriens lydspor, fx har special-siden Tunefind.com ikke en komplet oversigt. Så der er stadigvæk arbejde at gøre for en musikalsk sporhund….