I skrivende stund ser det ud til at Donald Trump bliver USAs 47. præsident. Og nej, jeg har ikke fulgt med i opløbet. I går så jeg en film (Tomb Raider med Alicia Wikander i hovedrollen) og en gammel krimi (Sherwood, første sæson – som optakt til anden sæson, der lige nu løber over skærmen) og gik derefter i seng for at læse og sove. Og i dag stod jeg så op til den forventede forvirring, der herskede, fordi nyhedsbureauer og andre målingsenheder ikke kunne bestemme sig for, at Donald Trump havde vundet. Men nu ser det så sådan ud.

Og det er efter min bedste mening ikke spor overraskende. Alle Kamela Harris’ fortræffeligheder ufortalt – kvinde, farvet, abort-tilhænger, sympatisk og meget mere – så er hun og har hele tiden været repræsentant for det bestående Amerika med den intakte amerikanske drøm (at man kan blive hvad man vil, inkl. præsident), at USA er verdens herskende stormagt, at USA er en demokrati og så videre. En vision om Amerika, der er blevet sværere og sværere at fastholde, fordi verden har forandret sig meget – og ikke til USAs fordel. Økonomisk, militært, kulturelt og globalt er USA mere trængt end nogensinde; og der er ikke noget, der tyder på, at det er muligt at gøre ‘America great again‘, for nu at citere modstanderens slagord. Og dertil kommer, at en stor del af amerikanerne heller ikke tror på den amerikanske drøm, fordi landet er splittet og afstanden mellem de allerrigeste og dem på bunden af samfundet aldrig har været større; og det truer med at ødelægge det amerikanske samfund – noget som selv de rigeste amerikanere er begyndt at forstå. Selve valgresultatet, der tyder på, at Trump får ca. 51 % af stemmerne, er et vidnesbyrd om, hvor delt det amerikanske samfund. En sejr – jo, men ikke en sejr for demokrati og fremtidsoptimisme.

Spørgsmålet er så, hvad der vil ske, når Trump er indsat? Hvad vil og kan han reelt gøre ved verdens store problemer? Krigen i Ukraine? Vil han acceptere en fredsløsning, der indebærer afgivelse af territorie til Putins styre? Gaza? Hvordan vil han agere i forhold til Israel, den jødiske lobby i USA, Israels krænkelse af FNs konventioner og status? For slet ikke at tale om den akutte klimakrise, vi befinder os i, og som han – og Harris for den sags skyld – dårligt nok har værdiget en eneste replik de sidste mange uger og måneder? Den eneste trøst, man kan finde i valgresultatet – hvis det da er en trøst – er, at Trump kun kan sidde i fire år. Vi får se og mærke.

Der er noget deja-vu over Trumps genvalg som præsident. Ja, mere end det: Der er – med psykoanalysens og Sigmund Freuds betegnelse – noget uhyggeligt eller mere præcist noget unheimlich over genvalget. En foruroligende genkomst af noget, vi helst så glemt eller fortrængt for altid i det ubevidste, men som er vendt tilbage. En oplevelse som at se sig selv i spejlet og genkende det, man ikke vil være ved – akkurat som tilfældet er i Freuds artikel.