Hvordan tåtr det til med public service i DR tv? Lad os først forsøge at indkredse, hvad public service er. Lex.dk – on-line-udgaven af Det store danske leksikon – forklarer begrebet sådan: “Public service, oplysende og ikke-kommerciel medievirksomhed, specielt inden for tv og radio, fx Danmarks Radio. Formålet er at sprede programmer til hele befolkningen af “alsidig, kulturel og oplysende art”, som det blev udtrykt allerede i den danske radiolov i 1926. Derfor skal virksomheden være uafhængig af direkte økonomiske og partipolitiske interesser.//i bl.a. Vesteuropa er underlagt offentlige myndigheder og finansieres gennem en særlig radio- og tv-afgift, licens. Her har det britiske BBC været model og inspirationskilde.”

Og sådan har det været fra starten på dansk tv i tresserne og frem til 1980’erne, hvor DR fik konkurrence fra TV 2 og så: “Monopolet blev i løbet af 1980’erne de fleste steder ophævet. Spørgsmålet for public service-stationerne blev nu, om man skulle konkurrere med de kommercielle radio- og tv-stationer på popularitet, eller om man skulle acceptere en nicheposition som ren public service-virksomhed. Det dilemma findes stadig hos fx BBC og DR. Public service-begrebet er dog også blevet fornyet, og i Storbritannien blev privat kommercielt tv tilladt allerede fra 1956 med visse public service-krav, og det offentlige Channel Four fra 1982 er reklamefinansieret med fulde public service-forpligtelser. Channel Four dannede model for TV 2/Danmark fra 1988.” (cit. efter Kaare Schmidts artikel i lex.dk).

Og vi husker nok, hvordan DR i årene efter TV 2s oprettelse var meget optaget af seertal. Hvert eneste program blev nøje målt og vejet i forhold til seertallene. Før TV 2 var DR helt anderledes orienteret mod programmer, der ikke nødvendigvis havde mange seere, men levede op til idealet om public service, men var af ‘alsidig, kulturel og oplysende art’. Jeg mindes min barndoms ‘skoletv’ og programmer om film (Bogart og forløberne), programmer om bøger, tv-teateret, transmissioner fra teatre og koncerter, Dr. Lieberkinds naturprogrammer for børn og barnlige sjæle og meget mere. I dag skal man lede længe efter sådanne programtyper på DR. Og selv om man accepterer præmissen om, at DR er fanget i et dilemma – mellem public service og kommerciel tv, så er det svært ikke at se, at DR på mange måder slet ikke lever op til public service-idealerne. Faktisk får man det indtryk, at DR er blevet smittet af den bacille, som TV 2 importerede til den danske medieverden: At alt helst skal være på fællesnævneren underholdning (fordi underholdning sælger). Uanset hvad man viser, så skal det underholde seerne. Jeg mindes en tidligere chef på TV 2 sporten, der frejdigt sagde, at al sport skulle være underholdning. Så enhver seriøs beskæftigelse med dette store kulturfænomen var på forhånd nedprioriteret. Og sådan blev det og er det på den anden kanal. Og også i stort omfang på DR.

Dilemmaet som DR blev fanget i skyldes – det er såre banalt – penge. Så længe DR – som andre offentlige virksomheder – kunne hvile på en fast årlig bevilling, var public service-idealismen intakt for det meste. Men med TV 2s ankomst og også før har borgerlige politikere været efter DR og har sørget for at minimere støtten til den offentlige institution. Og der er stadigvæk borgerlige politikere, der helst så DR nedlagt, så man kunne slippe for den generende, ikke-profit-genererende tanke, at radio og tv kunne bruges til andet end underholdning, fx oplysning.

Som den politiske situation er i Danmark må man nok erkende, at DR fortsat vil være fanget i det beskrevne dilemma og at konkurrencen fra det kommercielle medie-marked fortsat vil have en undergravende, underholdningsinficerede effekt på den gamle statsinstitution, der blev kaldt et monopol. Også fordi det beskrevne dilemma mellem kommercialisme og public service jo er det dilemman dansk politik udfoldes indenfor. Så vil jeg ønske mig tilbage til monopolets dage.