Holder Danmarks Radio med Kamela Harris i den aktuelle valgkamp? Spørgsmålet dukkede op i mit hovede, da jeg så Phyllis Nagis film fra 2022 Call Jane på DR2. For ikke længe siden omtalte jeg filmen On the Basis of Sex, der tematiserede kvinders kamp for ligestilling, personificeret af den nu afdøde højesteretsadvokat Ruth Bader Ginsberg. Og Call Jane omhandler et andet præsidentsvalgaktuelt emne, nemlig retten til fri abort. Men det er nok lige langt at gøre valget af seværdige film til et udtryk for en bestemt politisk holdning. Det handler nok mere om, at DR har en heldig hånd i valget af film, der burde være tilløbsstykker i biograferne, men måske ikke helt har fået den popularitet, de fortjener.
I hvert fald er Call Jane en film, der fortjener mange publikummer. Hvis man interesserer sig for abortspørgsmålet er den svær at komme uden om.
Retten til abort blev fastslået af den amerikanske højesteret i 1973 i den meget omtalte Roe vs. Wade-lov. Og filmen fortæller om forhistorien.
En velbjerget advokatfrue, Joy Griffin (Elisabeth Banks), bliver gravid med sit andet barn. Barnet er uønsket, og da hun mærker en del ubehag – træthed og besvimelse – og erfarer, at en sen graviditet kan resultere i alvorlige hjerteproblemer beslutter hun sammen med sin advokatmand at søge abort. Men på de lokale hospital afviser det manddominerede råd at give hende en legal abort. Afvisningen sender Joy i retning af en illegal abort, men da hun oplever de horrible vilkår, det foregår under, kan hun alligevel ikke få sig selv til det. Men udenfor på gaden falder hun over et opslag fra Jane-kollektivet, et undergrundsnetværk i Chicago som ulovligt sørger for at give kvinder adgang til en sikker abort. Og Joy kontakter dem og bliver transporteret ud til kollektivet af en anden tidligere kunde. Og her begynder historien for alvor, for efter at have fået foretaget en abort af kollektivets mandlige læge (der, viser det sig senere, slet ikke er læge…) Dean, møder Joy kollektivets grundlægger, Virginia (Sigourney Weaver), der langsomt involverer Joy i kollektivets aktiviteter. Først som chauffør for en ung nabo, der er blevet gravid med sin chef.
Over for ægtemanden og datteren påstår Joy, at hun har haft en spontan abort og at hun er begyndt at gå til aftenskole i billedkunst, medens hun langsom inddrages mere og mere i det illegale abortarbejde. Og det ender med, at hun bliver Deans assistent. Først som kvindelig støtte for patienterne, men siden overtager hun Deans arbejde og afslører, at han ikke er læge, men bare har sat sig ind i indgrebets natur.
Indgrebet er dyrt. Det koster den enkelte kvinde 600$. Og denne kendsgerning, at mange kvinder – ikke mindst fattige, sorte og andre fra samfundets bund – ikke har råd. Og det bliver et tema i kollektivet – hvordan sikre alle lige adgang til en fri, men ulovlig, abort i kollektivets regi!? Virginia laver en aftale med Dean, der går ud på, at han skal foretage sig flere aborter til gengæld for at han foretager to gratis. Det bliver en succes, men da Joy begynder at foretage indgrebet sker der det, at hendes egen datter, den voksne Charlotte, finder ud af, hvad moderen har gang i. Og det foresager ballade i familien. Ikke mindst, fordi et af indgrebene går lidt galt, hvor kvinden begynder at bløde efter indgrebet, hvilket resulterer i, at politiet kommer på sporet af kollektivet. Joy opsøges i sit hjem af en politidetektiv. Det lykkes hende dog at forhindre en regulær anmeldelse, da politidetektiven har en veninde, der også har brug for kollektivets hjælp. Men Joy lægger sin aktivitet på hylden en tid og koncentrerer sig om familielivet.
Joy opsøges af Virginia, der kan fortælle hende, at ventelisten til abort er vokset med hundredvis af kvinder. Og med støtte fra sin datter, der hører de pågældende kvinders nødråb på telefonsvareren, genoptager Joy sit illegale virke. Og hun gør det på den betingelse, at hun får lov til at lære de andre aktivister, hvordan man foretager en sikker abort, så hun selv kan trække sig ud af det. Kollektivet accepterer det. Og da kollektivet afløres i offentligheden forsvarer ægtemanden Will dem, hvilket til sidst munder ud i den lov, der gør fri abort legalt og dermed overflødiggør Jane-kollektivet.
Filmen bliver fortalt stille og roligt uden sensationshunger. Og den formår at fremstille problemet så man forstår, at spørgsmålet om fri abort ikke kan løsrives fra andre spørgsmål – kvinders ligestilling, den sociale ulighed i samfundet, den amerikanske racisme, mangelfuld seksualoplysning og mere til. Og denne vinkel antydes allerede i begyndelen af filmen, hvor Joy efter at være blevet afvist af lægerådet på gaden oplever en af den tids – vi skriver 1968 – voldsomme demonstrationer. Hendes abortfortælling er en fortælling om politisk vækkelse i den mest elementære udgave.
Netop fordi filmen fortælles nedtonet og helt nede på hverdagsniveau virker den mere overbevisende – i sit budskab og som kunstværk – en nogen form for propaganda. Og det er svært ikke at se filmen – der er fra 2022 – som et indlæg i den aktuelle debat og kamp om abortrettigheder i USA. Og den er ret så overbevisende i sit sigte.
PS. Og så har filmen et interessant lydspor. I betragtning af, at filmen foregår omkring 1968, så er det forbavsende lidt af datidens mest kendte musik, der har fundet vej til lydsporet. I stedet får man Sly & the Family Stone, The Dreamliners, Janis Ian og en del jazz. Lydsporet finder du her.