Jo ældre jeg bliver, desto mindre bruger jeg min mobiltelefon. Ja, faktisk er det ret misvisende, at tale om en mobiltelefon, fordi den lille håndholdte jo – som Microsoft-bagmanden Bill Gates for snart mange år siden forudså og -sagde – er langt mere og især meget andet. Det er en internetbaseret computer, et digitalbilled- og videokamera, musikafspiller og meget andet. Og nogle gange tager jeg mig selv i – som den gamle Babyboomer, jeg jo er, fordi jeg er født længe før årtusindskiftet og internettets tidsalder – at ønske mig tilbage til dengang, hvor jeg kun havde beskeden adgang til mine forældres sorte bakkelittelefon med drejeskive. Dengang, man ikke brugte telefonen hele tiden, ja faktisk kunne undvære den i dagevis; og hvor det var en alvorlig sag at tale (for det gjorde man – talte, ikke snakkede…) i telefon; og hvor der var et uskreven regelsæt for brugen af den teknologi (hvordan man præsenterede sig; hvordan man talte; hvordan man afsluttede en samtale med mere).

For slet ikke at glemme den fysiske fornemmelse af at tage det relativt tunge rør og løfte det op til øret; de særlige lyde, når telefonen ringede, ringede op og medlte optaget i den anden ende. For slet ikke at tale om lugten. For begge mine forældre var tobaksrygere og nede i taletrakten lå der tobakssmulder fra min mors cigaretter (en overgang var det stærke grønne Cecil) og min fars cerutter. Den lugt glemmer jeg aldrig.

Men først og fremmest savner jeg hele den uskrevne kultur omkring telefonen og det forhold, at nok var et en teknologisk landvinding at kunne tale i telefon, men det var ikke et fremskridt, der dominerede og – ja – terroriserede hverdagen, sådan som det er i dag, hvor unge generationer er stærkt afhængige af den moderne teknologi og lider under en psykisk belastning, som følger med det at være konstant bruger af mobiltelefonen og dens virtuelle verden.