Jeg købte albummet, der betragtes som et overgangsalbum for bandet, dengang det udkom. Og jeg synes stadigvæk, at det er et solidt album, hvor rullestenene blander basal rock and roll og blues med elementer af funk og reggae. Og en sjov ting: Titelsangen er indspillet af The Faces med lidt hjælp af Mick Jagger, David Bowie og Willie Weeks. Og Jagger holdt så meget af Faces’ udgave, at den fik lov til at blive titelsang på albummet med nogle få tilføjelser af Keith Richard og lidt finpudsning.