Gårsdagen tv-konsum faldt på kanalen TV” Charlie – der sigter mod et segment, der tilhører, hvad man eufemistisk kalder seniorer eller ældre tv-seere. Her sendte de den britiske film Men Up. En tv-film (lavet af BBC.

Filmen handler om forhistorien til potensmidlet Viagra. På et hospital i Swansea gennemfører man et klinisk forsøg på nogle midaldrende walisiske mænd, der alle har det tilfælles, at de lider af diabetes og i den sammenhæng har mistet potensen. De er impotente og inviteres derfor med på et forsøg, hvor de skal prøve en ny pille, der kan give dem potensen tilbage. Et forsøg, der gennemføres som blindtest, forstået på den måde, at de både får de rigtige piller og placebo-piller uden det aktive stof.

Selve emnet – mænds manglende evne til at få erektion – kunne anledning til en tung og alvorsfuld film, fordi det er et emne, der berører et omtåleligt emne, der både involverer mænds identitetsfølelse ( er man en ‘rigtig’ mand, hvis man ikke kan præstere på lagnet?! ), parforholdets skrøbelige grammatik (kan det fortsætte uden sex?!) og dermed – for nu at blive lidt højtragende – samfundets sammenhængsevne (hvis ikke det fungerer, hvad så med de næste generationer og ægteskabernes holdbarhed osv.). Men  heldigvis er filmen lagt i hænderne på nogle englændere (instruktør, manusforfatter og skuespillere), der kender deres kulturs evne til at få humor og andre nok så vitale kvaliteter ved livet til at få alvorligheden til at skrumpe ind til den plads, den skal have; hverken mere eller mindre.

Mændene i forsøget oplever pillen meget forskelligt. Lige fra den store løsarbejder, der slet ikke mærker erektionens tilbagevenden og forsøger at lyve sig fra det over dem, der oplever, hvordan parforholdet henholdsvis får en opblomstring eller ender i en opløsning, der allerede lå i kortene før forsøget, til dem, der får en ny start på livet (med en ny kvinde eller en revitaliseret bøssekæreste). Og nok så vigtigt medfører eksperimentet, at de får andre dimensioner styrket. Fx oplevelsen af en mandefællesskab (efter forsøget går de på værtshus sammen og snakker åbenhjertig mandesnak med hinanden, hvorved venskaber opstår). Eller oplevelsen af, at nok er sex vigtigt og potens ophøjet til mandens ypperste formået i et forhold, men der er andre ting, der er nok så væsentlige – kærligheden, det dybe venskab, familielivet. Og endelig, som en af forsøgslægerne understreger, så også, at selv den mest opreklamerede og populære medicin ikke virker på alle.

Det fine ved filmen er netop, at den ikke gør fortællingen til en succeshistorie for et populært medikament. Til trods for viagra-pillens (og lignende pillers) fortræffelige virkning, så er der ingen grund til at ophøje denne medicinske landvinding til mere end den er. Den er et middel, der kan være med til at løse et problem, der i vores kulturelle sammenhæng er blevet gjort meget større end det er. Hvilket understreges af, at man i medierne kan læse om unges manglende lyst til at dyrke sex med hinanden (samtidig med at deres seksuelle interesse blomstrer på internettets mange sociale medier i form af billedfrivolitet og seksuel udstillelse) og om helt unge mænds overforbrug af netop viagra, cialis og hvad disse piller hedder. Filmen er først og fremmest en hyldest til vores menneskelighed og vores afhængighed af hinanden.

Og så er filmen velspillet, velinstrueret og velfortalt, som man kan forvente af en god engelsk komedie.