Capac anbefaler: The Courettes – The Soul of The Fabulous Courettes

Author:

Jeg har været omkring den dansk-brazilianske duo The Courettes – Flavia og Martin Couri – et par gange her i bloggen, i forbindelse med deres optræden hist og her. Men aldrig haft fornøjelsen af at anbefale en af deres plader; men det skal jeg nu rode bod på, her hvor jeg sidder med deres fjerde udspil med den selvbevidste og appellerende titel The Soul of the fabulous Courettes. Og The Courettes har da heller ikke nogen grund til at sætte deres lys under en skæppe.

Som de har for vane har de sat stikket i den musikalske strømning, der udsprang i efterkrigstiden med rå garagerock, indtagende pigegrupper, Spectorsk Wall of Sound, ærkeamerikansk doo wop-sang, hjerte-smerte-pop anno dazumal og mere til. For The Courettes elsker helt tydeligt den musik, der har dannet grundlaget for al den pop og rock, vi siden har konsumeret og nydt. Og The Sould of the fabulous Courettes opsumerer og kondenserer alt den erfaring og den inspiration, der har holdt duoen i gang, siden de blev dannet tilbage i 2015.

Og ånden svæver over denne plade; og helt konkret trækkes der tråde tilbage i form af medvirken af La La Brooks fra The Crystals, der sang for i klassikeren “Da Doo Ron Ron” og synger med to numre på albummet (“California” og “Run Run Runaway”), men også i kraft af teknisk medvirket af navnene  Darian Shanaja, der har arbejdet for bl. a. The Beach Boys, og Richard Gottherer (Brill Building-sangskriver m.m.), der har siddet ved mikseren sammen med Alonzo Vargas. Jovist, The Courettes ved godt, hvordan man får den rigtige lyd ned i rillerne…

Men på sangskriversiden er det duoen selv sammen med Søren Christensen, der står for de i alt tretten sange på pladen. Og uden overdrivelse, så er det sange, der helt og aldeles lever op til de forventninger, som duoens tidligere indspilninger og deres musikalske ophave har skabt. Flavia synger smittende for og sangene har alle de hitkvaliteter, man kan ønske sig. Det er stærkt melodiøse, frappant dansante rockstykker, der har umiddelbar appel til ens krop og sætter sig let i øret som fængende burrer af vellyd og uafrystelighed.

Det er ikke hver dag, man får et album i hænderne som lyser af kærlighed til musikken fra en (langtfra…) svunden tid og på den måde skiller sig ud i vor tids ofte alt for udspekulerede og iscenesatte musikliv. Men man skal ikke tage fejl og tro, at The Courettes er bagstræbende eller anakronistiske. Deres genbrug af traditionen og inspirationen fra fortiden handler om at åbne vor tids ører for kvaliteter og den rigdom, der er og har været en selvfølge for dem af os, der har været med hele vejen. Så med deres fjerde udspil har The Courettes skabt noget for såvel gamle som nye ører. Hermed anbefalet på det varmeste.

The Courettes. The Soul of the Fabulous Courettes. Produktion: The Courettes og Søren Christensen. Damaged Goods Records. Udkom den 27. september

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *