Bag duonavnet Glimtvis gemmer sig musikerne Rikke Egholm Ravn og Rasmus Pedersen; to garvede musikere, der altid har haft musik i blodet og som omkring 2020 trådte frem som den duo, de udgør i dag med optrædener rundt omkring, nogle singleplader og en enkelt EP fra i år – og så debutalbummet The Nashville Confessions, som jeg her sidder med i hænderne – og i ørerne. Glimtvis er – for nu at opsumere forhistorien til pladen lidt – historien om to musikere, der vil musikken, men – som mange af os – ikke lige kan får styr på det pokkers (voksen)liv. Eller som de selv skriver i pr-materialet: “som har svært ved det – det der voksenliv – og alt det man burde have styr på. Det bliver til personlige vedkommende sange, som de gerne vil dele med andre, som kunne have svært ved ”burde”. Sange, der giver en sjældent hørt stemme til de ting, man famler rundt i, når man har et levet liv med sig. “. Det kan man vel ikke sige noget til i den forvirrede verden, vi lever i.

Men det er også historien om, at Glimtvis på deres vej møder en række erfarne musikere og sangskrivere (lad os for en ordens skyld sætte nogle navne på: Blue Foley, D. Vincent Williams, Noah Smith, Matthew Douglas Simpson, Lee Tucker, Dan Smalley, Robert Miller, Matthew Rogers, Kensie Coppin, Cheley Tackett, Kinsey Rose og Michael Lusk) fra countrymusikkens højborg Nashville på en festival i Danmark og får en invitation til at besøge byen og lave noget musik. En opfordring de to kunstnere ikke lader ligge i luften, hvorfor de hurtigt får stablet en rejse på benene. Og derfor kom albummet om bekendelserne fra Nashville til verden. Og tak for det.

Omstændighederne bag pladens tilblivelse har selvfølgelig sat sig nogle spor på pladen. For det første får Glimtvis hjælp med sangskrivningen – både musikalsk og tekstligt. For det andet spiller en del af de lokale musikere selvfølgelig med (de kunne nok ikke lade være, hvis de blev bedt om det…) og er derfor med til at præge den markante professionelle rock-og-americana-lyd, der dominerer sangene) og endelig har de også en eller flere fingre med i produktion, miksning, arrangementer og hvad der ellers hører til sådan et album.

Og sangene på pladen er netop sange om den søgen og rastløshed, der præger sangskriverne – og mange andre – i mødet med ‘det satans liv’, som Steffen Brandt kaldte det. Og tonen slås an i den første sang, der meget sigende hedder “Is anybody missing me” om at være på vej både i konkret og overført forstand: “I never know if i’m running from og coming home/ I never know if i’m travelling this path alone/ I’m a little bit in love with all the faces/ in all the places that i leave/ But is anybody – is anybody missing me”. Jeg mener at kunne identificere en grundstemning her – og i de andres sange (fx “One Life”, hvor grundstemningen slås fast med ordene “You only get one life/ So you’d better think/Don’t wait around and waste it...”); en grundstemning, der bestemt ikke er ny i vores verden, men som måske i disse tider er mere almen og på tapetet hos de fleste mennesker.

Rikke og Rasmus fører an på den musikalske side. Begge synger de, og de synger rigtig godt; hun tager sig også af slagtøj og han trakterer akustiske og elektriske guitarer, tangenter, harmonika og accordion. Og som fortalt får de hjælp fra de amerikanske venner, hvilket er med til at sikre en fyldig professionel lyd. Og musikken er, hvis man forsøgsvis skal prøve at indkredse det internationale lydbillede, en afart af americana, hvor lyden af storladen halvfjerdser vokal-og-guitar-poprock (fx Fleetwood Mac) fletter fingre med elementer af den brede, vildvoksende americana. Og resultatet står helt mål med de latente forbilleder. Glimtvis forstår at skrive sange, der både har poppens forførende kraft (lyt fx på “We are we aren’t”, der burde være på enhver anstændig hit- og playliste i vor tid…) og den klassiske rocks emotionelt og kropslig medrivende energi. Havde vi befundet os i andre tider, så havde de store pladeselskaber for længst kendt deres besøgelsestid og sendt dette album op på de førende album-hitlister rundt omkring. Glimtvis har helt sikkert lavet et af årets albums – i hvert fald her hos denne anbefaler. Så gør jer den tjeneste i det mindste at give pladen et lyt, kære læser. Hermed varmt anbefalet.

Glimtvis. The Nashville Confessions. Produktion: Glimtvis m.fl. Glimtvis Music. Udkom den 13. september.