Vi kom til at diskutere mobiltelefoner og det forhold, at vi ofte ikke kan huske vores eget telefonnummer eller vores nærmestes. Og det førte så til næste fælles oplevelse: Om vi kunne huske de seneste fotos, vi har taget med mobilen eller modtaget fra andre!? Nej, vel!? Til gengæld kunne vi – en flok jævnaldrende mænd – alle huske vores forældres første telefonnummer  på fastnettet. Lige som vi alle husker de tidligste fotografier af os selv i familiens skød. Og det faldt så sammen med, at jeg – lidt tilfældigt – fandt en plastik-chartek med fotos fra min barndom. Og især et faldt jeg i staver over. Det er taget på Esbjerg Havn. Nærmere bestemt i nærheden af Hulvejen, der fører fra Havnegade til Østre Havnevej (hvis man vi tjekke det ud på Krak eller Google Maps). På billedet står jeg ved siden af min mor, der er iført sommertøj. Selv er jeg i korte bukser, sandaler og bluse. Jeg tror, vi har været eller er på vej ned til min far, hvis skib lå i havnen. Min hår er lyst (sikkert fordi det var sommer og solen havde lysnet det) og – selv om det er et sort-hvidt foto – så ser det ud til, at jeg har fået kulør på arme og ben. Og jeg ser ganske fornøjet ud, hvilket bestemt ikke var nogen selvfølge på fotos fra dengang.

Og hvad man ikke kan se på fotoet er, at det er en lokal kanonfotograf, der har taget billedet. Jeg husker det endnu. Det store apparat med reklamefotos på siden  og et stort solidt tre-firebenet stativ til at holde det hele på plads. Jeg husker ikke, om fotoet blev fremkaldt med det samme, men formoder, at min mor har hentet og betalt det en anden dag. Men noget særligt var der ved denne oplevelse, der i dag må fremstå som et levn fra meget gamle dage (hvilket det jo nok også er…). Jeg holder meget af det foto, fordi det er et af de ganske få, hvor jeg er sammen med min mor og hvor hun er relativt ung og ser glad og tilfreds ud. Det har hun sikkert også være, nu hvor vi var på tur og et godt stykke væk fra den hjemlige baggård.

På Esbjerg kommunes billedarkiv kan man se de gamle kanonfotografer, men billederne er beskyttet af  ophavsretsregler osv., så man må selv finde dem, hvis man ønsker det.

Og Ray Davies indfanger glæden og oplevelsen ved at gense de gamle fotos…