Tekster kan fremkalde billeder i hovedet på os. Vi kender det, hvad enten vi læser poesi eller prosa. Men tekster fremkalder også lyd, ja musik, i vores hoveder. Teksternes egen rytme, teksternes billedverden kalder på lyd, lydbilleder og musik. Vi får det bekræftet, når nogen finder på at – som det hedder – filmatisere en tekst. Her følges billederne af unik lydspor eller udvalgte musikstykker, der bare passer godt ind i teksternes beretning.

Men man behøver ikke gå denne slagne vej; man kan også som Ask Kjærgaard gør overlade billeddannelsen til læseren og lytteren og skabe et unikt stykke kunst, hvor en tekst – Naja Marie Aids novelle “Store Træers Grønne Mørke” – giver anledning til oplæsning og musik. På albumcoveret kaldes resultatet et soundtrack, men Kjærgaard selv bruger det danske ord en lydfilm. En mig bekendt enestående kombination af en litterær tekst, en professionel skuespillers (Jens Albinus’) oplæsning og så den musik, som Ask Kjærgaard har ladet sig inspirere til.

Novellen handler om en mand, der vist nok er ramt af en depression og om hans forhold til træer og en kvinde. Og uden at kaste mig ud i et fortolkningsforsøg, så er det en novelle, hvor naturoplevelse, konkret sansning og nær-væren i verden spiller en væsentlig rolle. Og jeg forestiller mig, at det er denne konkret-væren-i verden er en vigtig stimulans for musikfremkaldelsen på albummet.

Det er musik, der lader forskellige stilarter og musikalske retninger smelte sammen. Det første indtryk er en afart af moderne klassisk musik, der frembringes af Livestrings, bestående af Karen Johanne Pedersen (violin), Naja Helmer (bratsch) og Live Johanson (cello). Det er stemningsfuld, mørk, til tider næste dyster, musik, der kommer fra denne akustiske trio. Og den får følge af Ask Kjærgaards lydflader af guitar og synths, der underbinder og støtter musikkens mørke karakter og nok har hentet inspiration hos de seneste årtier mørkemænd i rocken (post-rock, doom metal m.m.). Og oplæsningen, der kommer i afsnit, og musikken går fint hånd i hånd og skaber over de to pladesider en særegen kunstnerisk enhed. Og billederne, de dukker op for ens indre blik, medens ordene og lydfladerne løber ind i øret på en.

Som det gerne skulle være fremgået, så er dette album noget helt særligt. Hverken den velkendte oplæsning af litteratur, heller ikke spoken word eller for den sags skyld et klassisk film-spundtrack. Det er lykkedes for Ask Kjærgaard at skabe noget ret enestående, som jeg i hvert fald aldrig er stødt på før. En indtagende lydfilm, der sætter krav til sin lytter om indlevelsesevne, forventningsløshed og åbenhed for det nye, der åbner sig for en, når man sætter pickuppen ned i rillen.

Og ikke kun lydsiden er speciel. Også det fine, indforståede maleri af Johnny Erbs, der pryder coveret og indlægsarket, er med til at fastholde stemningen og det særlige univers, der skabes på lydsiden. Alt i alt er albummet en betagende nyskabelse, der vil tiltale enhver, der er åben for musik, der ikke passer ind i den gængse strøm af populærmusik. En plade for dem, der gerne vil udfordres og have flyttet sine æstetiske og musikalske grænser. Hermed uforbeholdent anbefalet.

Ask Kjærgaard. Stpre Trøers Grønne Mørke – et soundtrack til Naja Marie Aidts novelle. Produktion: Ask Kjærgaard og Kent Olsen.  Giant Birch. Er udkommet (digitalt og på vinyl).