En interessant og tankevækkende debat er opstået i Folketinget. En debat, der vedrører folkestyret og dets fungeren – eller mangel på samme.

Det grønlandske, to-sprogede (grønlandsk/dansk) medlem Aki-Matilda Høgh-Dam (valgt ind for Siumut) insisterer at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol, fordi hendes vælgere er grønlændere og deres modersmål er grønlandsk. Problemet for Folketinget er, at de færreste medlemmer forstår eller taler grønlandsk. Det førte forleden til, at Folketingets formand lukkede ned for debatten umiddelbart efter Høgh-Dams tale. Og så har vi for alvor balladen.

Det grønlandske folketingsmedlem har peget på den praktiske løsning, at der indføres simultan-tolkning af hendes taler, så de foregår parallelt på grønlandsk og dansk. Men det er blevet afvist med, at det er en for dyr løsning. Men, som Høgh-Dam har påpeget, simultan-tolkning foregår allerede, når udenlandske gæster besøger Folketinget og holder tale. Folketinget har forsøgt med et kompromis, idet man har bevilliget 69.000 kr. pr. måned til ansættelse af en tolk, så det grønlandske folketingsmedlem kan holde sin tale på to sprog – det ene efter det andet. En både dyr og besværlig løsning, der også lider af det problem, at det ikke anerkender selve grundproblemet, nemlig: hvordan tilgodeser man de borgere og vælgere i rigsfællesskabet, der taler grønlandsk (eller færøsk)?

Sagen er en lærestykke i basal demokrati. Og et lærestykke i, hvordan en magtelite (dansktalende folketingsmedlemmer, præsidiet som forvaltere af folketingets praksis) i folkestyrets navn undertrykker en sproglig minoritet. Og det går selvfølgelig ikke, hvis man tager tanken om folkets styre alvorligt. Vi skal også huske på, at såvel de grønlandske som de færøske mandater ofte har været tungen på vægtskålen, når der skulle træffes vigtige beslutninger, fx om hvem der skulle have regeringsmagten. Så det er ikke en batagel-sag, det unge grønlandske folketingsmedlem har sat fokus på. Og Folketingets afvisning og repression er et lærestykke i, hvordan magten håndterer og ignorerer en sprogli og national minoritet – hvilket er udtryk for en i bund og grund u-demokratisk praksis, der straks må ændres, hvis Folketinget tager sig selv alvorligt.

Det kan godt være, at simultan-tolkning koster mange penge og måske gør enhver debat lidt sværere; det ændrer dog ikke på, at det er en nødvendighed, hvis de demokratiske idealer (om ligestilling, respekt for minoriteter osv.) skal bevares. Men måske er hele sagen i virkeligheden en temperatur-måling af det danske folkestyre og et tegn på, at ‘det danske demokrati’ ikke er den selvfølgelighed, som journalisters og politikeres henvisning til ‘det danske demokrati’ lader ane. Sagen om grønlandsk i Folketinget er et tegn på, at noget er rav ruskende galt i folkestyret anno 2024.