Når jeg tænnker på Kris Kristofferson, så er det første, der falder mig ind, hans helhjertede forsvar og opbakning af Sinead O’Conner ved en hyldestkoncert for Bob Dylan i Madison Square Garden. Sinead havde formastet sig til at synge Bob Marleys and the Wailers sang “War” i en tv-optræden i den amerikanske tv-show Saturday Night Live i en protest mod afsløringerne af den katolske kirke seksuelle misbrug af børn og hun rettede teksten til, så sigtet med sangen ikke var til at misforstå. Og da hun begyndte at synge Dylans “I believe in you” ved hyldestkoncerten var der mange blandt publikum, der kom med mishagsytringer og buede. Men Kristofferson var mand for at forsvare hende for hendes mod og integritet.

Kristoffersons handling fortæller meget om en mand, der stod ved sine politiske og andre holdninger og ikke var til fals for musikindustriens overfladiskhed og distance til den virkelighed og verden, vi lever i. Denne rettænkende mands holdninger farvede også hans sangtekster, der var med til at ændre billedet af country-musikken som værende bare middelamerikanernes svar på danskpoppen og gav den et anstrøg af outlaw-identitet. Det var ikke for ingen, at Kristofferson både havde været på universitetet, været bokser, forfatter, soldat og pilot Han havde noget at bygge sine holdninger på.

Egentlig ville Kristofferson være forfatter, men endte som bekendt med at blive sangskriver med succes, fx “Help Me Make It Through the Night,” “Sunday Mornin’ Comin’ Down,” og “Me and Bobby McGee,”, som Janis Joplin gjorde til sit store hit. Nu er Kris ikke mere og country-musikken og kulturen i det hele taget er blevet fattigere.