Jeg troede faktisk, at jeg havde omtalt filmen The Lady in the van før. Men åbenbart ikke, selv om jeg har nævnt den et par gange. Så i anledning af hovedrolleindehaveren, Dame Maggie Smiths bortgang, fik jeg lyst til at gense denne sene præstation i Smiths lange karriere. Om ikke andet så for at vise hende den respekt, hun fortjener – post mortem.
Filmen bygger på et skuespil af Alan Bennett og fortæller historien om en vis frøken Mary Shepherd, der huserer i boligområdet i en gammel udslidt Bedford kassevogn Hun er særdeles irriterende, excentrisk, usoigneret og religiøs og flytter sin kassevogn rundt i området til beboernes udelte irritation Og hun forstår at holde socialvæsen og andre offentlige myndigheder på afstand, så hun kan leve sit mobile eneboerliv på de fastboendes præmisser.
Hendes parkeringsproblemer fører til, at forfatteren Alan Jennings (, der er bøsse, men ikke sprunget ud af skabet, og derfor lever et liv, spaltet mellem to sider af sig selv – forfatteren, der skriver om sit kedelige liv, og den Alan, der passer hverdagen – herunder forholdet til damen i vognen) forbarmer sig over hende og lader hende parkere kassevognen i sin indkørsel. I første omgang kun indtil hun får styr på sine problemer, men det ender med, at hun bor der i femten år – frem til sin død.
Forholdet mellem Jennings og Shepherd er distanceret og bygger mestendels på Jennings’ tolerance. Og langsomt finder han ud af, at Shepherds fortid omfatter et liv som nonne i det lokale kloster og en fortid som klaver-studerende i Paris. Men også at hun er dybt religiøs og har et problematisk forhold til sin familie (en broder, hun har sporadisk kontakt med) og en tvangstanke om, at hun har slået en ung motorcyklist ihjel i et trafikulykke med kassevognen – og er flygtet fra ulykken. Det sidste viser sig dog at være en vrangforestilling.
Filmen er bygget op omkring en lang række små episoder, der hver især er med til at tegne et billede af damen i vognen – men også af de lokale beboere i Gloucester Crescent, hvor Jenkins bor.
Da Shepperd dør i sin vogn, viser det sig, at hun til trods for sine små konflikter og uoverensstemmelser med de lokale har gjort et stort indtryk og er blevet en del af Gloucester Crescent. Og lige netop dette forhold gør, at filmen overskrider den banale komedies grænser og bliver en fortælling om, hvordan vi i mødet med en af samfundets udstødte kan have overskud nok til at rumme det utilpassede individ. Altså en fortælling om det sociales, fælleskabets humane rummelighed, der findes bag den ringeagtende, nedladende og diskriminerende overflade.
Det er nok en smagssag, om man køber denne side af filmen, men først og fremmest er den også en ærke-engelsk komedie, der løfter sig på grund af fremragende skuespilpræstationer af – selvfølgelig – Maggie Smith, men også Alex Jennings, Jim Broadbent, Roger Alam og flere til. Det er en – trods emnet – en rigtig feel-good-film, der først og fremmest vil underholde på den intelligente facon, der også har plads til en eller anden form for morale. Og nok værd at bruge et par timer på, når tv igen svigter på programfladerne.