Som så ofte havde dansk tv ikke noget at divertere gamlinge som mig med en fredag aften (heri er der ikke noget nyt…); men heldigvis havde fruen haft en heldig hånd på sin aftenindkøbstur med svigerfar og bragte Jonathan Glazers 2023-opus The Zone of Interest hjem til dvd-afspilleren.

Filmens titel henviser til et området, der er beliggende omkring udryddelseslejren Auswitz. Dette 40 kvadratkilometer store Interessengebiet var forbeholdt de medlemmer af SS (Schutzstaffel), hvis opgave det var at administrere koncentrationslejren, hvor tusindvis af mennesker med industriel effektivitet og systematik blev aflivet og brændt i store ovne.

Filmen, der bygger på en roman af Martin Amis, følger kommandanten Rudolf Höss og hans familie, der bor i et meget stort og idyllisk hus klods op ad koncentrationslejren. Medens familien – Rudolf, hustruen Hedwig og deres fire børn – forsøger at leve et ganske almindeligt tysk familieliv med badeture til floden, der ligger mellem hus og lejr, ophold i haven osv., så foregår livet i lejren på afstand. Det vil sige – på lydsporssiden kan man høre skud, skrig, tog og andet, lige som man kan se røgen og skær fra ild fra skorstenene om aftenen og natten. Og denne nærmest imaginære afstand mellem familiær hverdagsliv og kz-lejrens dødsrige er så at sige den røde tråd i filmen. For selv om familien bestræber sig på at holde fast i illusionen om en uberørt normalitet uden for dødsriget, så er der stadigt voksende tegn på, at virkelighedens gru trænger sig på og ind i familiens medlemmer. På en rotur på floden opdager Rudolf rester af menneskelig i vandet og skynder sig at få børnene i land. En af døtrene har det med at gå i søvne om natten, og den besøgende rejser pludselig hjem, da hun har set skæret af krematorierne om aftenen. Selv Rudolf, der administrerer lejren til ledelsens store tilfredshed, får det fysisk skidt til sidst, hvor han må søge læge på grund af smerter i kroppen. Smerter, der plager ham og som man kun kan forstå som psykosomatiske reaktioner på de oplevelser, han må leve med som succesfuld ss-administrator.

Det er filmens store styrke, at den fortæller historien stille og roligt og med en næsten absurd respekt for familiens forsøg på at ignorere de virkelighed de lever i og elsker. Det ligger langt fra filmens intention at moralisere; den nøjes med at vise, hvordan den barske realitet langsomt, men sikkert, gnaver sig ind i familiens medlemmer. Og såvel filmens langsomme tempo, billedsidens rene æstetik, lydsidens kølighed og skuespillets underrspillede modalitet er med til at styrke fornemmelsen af en illusion, der langsomt men sikkert må bryde sammen. Sammenbruddet får man ikke at se, inden filmen slutter. Men den antydes af Rudolf Höss’ sammenbrud til sidst.

Det er en fornem film, som alle med interesse for nazismens epoke bør unde sig at se, fordi den så at sige dekonstruerer den nazistiske ideologis psykologi og afslører, at postulatet om, at nogen kunne leve med og acceptere jødeudryddelsen, var og er et falsum. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, om der er en parallel mellem den tyske families ageren og verdensoffentlhedens ageren over for Israels aktuelle folkedrab i Gaza og Libanon!? Men det står helt for min egen regning.., Se filmen og gør jeres egne tanker om dens fortælling