Som bekendt har jazzen for længst sneget sig ind i bloggen og hører nu til dens udtryk. Men hvad med den klassiske musik? Jeg kan godt lidt klassisk musik; og sådan har det været i hvert fald siden gymnasiet, hvor vores lærer sørgede for at introducere os til mange sider af denne omfattende musikform – fra de store navne (Mozart, Beethoven, Brams osv.) til de mindre kendte (Orff, Penderecki med flere). Men jeg har aldrig dyrket den; har aldrig ejet en eneste plade med klassisk musik. Min egen musik har fyldt (for) meget og i øvrigt hørte jeg klassisk ofte, fordi radioen spillede den.

Jeg kom til at tænke på denne restriktion, da jeg genså første afsnit af kriminalserien Endeavour (“Unge Morse”), der pt. bliver genudsendt på DR. Og hovedpersonen – den unge Endeavour Morse, der kun vil kaldes ved sit efternavn – er en stor elsker af klassisk musik, især en operasangerinde, der får skurkerollen i dette indledende afsnit, men fortsat følger den unge detektiv på grammofonplade. Og jeg blev indtaget af hendes sang, der viser sig at være lånt fra den amerikanske sopran Leontyne Price (f. 1927). Med hendes stemme i øret vil jeg nu begynde min weekend, og i er velkommen til at følge mit eksempel.