Capac anbefaler: Søren Severin – Kærlighed i september

Author:

Søren Severins fjerde album med titlen Kærlighed i september er først og fremmest et meget sympatisk projekt. Den nu 71-årige mangeårige guitarbygger og musiker fik som 70-års fødselsdagsgave af sin familie lov til at indspillet et nyt album. Og familien er ikke hvilken som helst familie i musikalsk sammenhæng. De fire sønner – alle med efternavnet Littauer – arbejder  med store navne i dansk musik som Mø og Minds of 99. Så med en vis vægt kan man sige, at det familiære musikalske udspring og den tilsvarende opbakning på pladen er både professionel og indforstået, selv om Severins egen musikalske baggrund går længere tilbage.

Derfor er det heller ikke overraskende, at de i alt ti sange på pladen, som alle er skrevet – tekst og musik – af hovedpersonen, fremstår i et ensartet og indforstået arrangement, hvor de medvirkende musikere – sønnerne og en lille håndfuld venner – forstår og formår at indfange stemningen og indholdet i Severins sympatiske og livsoptimistiske sange, der alle er skåret over samme læst. Ingen af sangene skiller sig ud fra helheden, men falder i hak med hinanden i det store fælles sympatiske familieprojekt.

Mest af alt minder Søren Severins musik på denne plade om noget, der tilhører den musik, vi kender under betegnelsen “danskpop”, ja dansktoppop. Sange, der er indsmigrende melodiøse og hvis tekstunivers er domineret af samme imødekommende og venlige tilgang til livet, ikke mindst familielivet.

Så hvis man er til dansk pop i den betydning, så er der ingen grund til at holde sig tilbage. Kærlighed i september er den rene vare, som elskere af genren kun vil kunne holde af. Hermed anbefalet.

Søren Severin. Kærlighed i september. Produceret af: Simon Torp Littauer. TORP Records. Er udkommet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *