Den unge skuespillerinde, sangerinde og sangskriver Kat Herlo var indtil for ganske nyligt et ukendt navn for mig. Men med hendes nyudgivne (kun digitalt…) og første dansksprogede sang ” uden eventyret” giver en lille skarp smagsprøve på, hvad Kat har at byde på som singer-songwriter. Det er en alvorlig sang, der tager livtag med selve livet, stiller spørgsmål ved det liv, vi nu engang har fået, om vi får nok ud af det. Splittet mellem livet, som det faktisk har udfoldet sig, og begæret efter eventyret, der kan puste liv i livet og flå det ud af de faste rammer, der hele tiden har det med at lægge sig over det.
Og på den led fortæller den nye sang, som i kan nyde ovenfor i Youtube-udgaven, om en ung singer-songwriter fra den såkaldte Y-generation (Generation Y eller Millenials – hvis barn- og ungdom ligger i halvfemserne og begyndelsen af det nye årtusinde), der har noget på hjerte og gerne sætter ord på de forventninger, drømme, skuffelser osv., som et menneskeliv byder på i vores tid. Og spørgsmålet er – om denne seriøse tumlen med Livet og de problemer, det fører med sig, er så væsentligt forskellig fra, hvad Kats forgængere udi singer-songwriter-kunsten har budt på gennem de sidste, mange årtier!? I hvert fald kan jeg genkende flere træk af Kat Herlos attitude hos mange af hendes forgængere, deres forskelligheder ufortalt – lige fra hjemlige Tina Dickow og canadiske Alanis Morrisette, som Kat selv henviser til, men også de store gamle som fx Joni Mitchell og Carole King, for nu at nævne to af de helt store fra spindesiden, hvor også livsappetit, tvivl, melankoli og søgen løber sammen med hver sin unikke måde. Kat Herlo er med andre ord en forvalter af en singer-songwriter-tradition, der fra starten af. på vidt forskellig vis, har tumlet med Livet i dets konflikt mellem realisering og drømme.
Og vil man grave dybere ned i Kat Herlos tekstunivers og hendes særlige udgave af folk-orienteret sangskrivning, så kan jeg kun anbefale, at man får fat i hendes seneste album Things We Avoid (fra 2022), hvor Kat over ti engelsksprogede sange udfolder sit særlige, personlige univers med sin stærke, klare stemme i melodiøse folk-pop-arrangementer, der realiseres af et solidt og lydhørt band med den klassiske opsætning af bas, trommer, guitar (tilføjet piano og cello). Her på album-mediet udfolder Kat Herlo sig optimalt. Albummet kan lånes på biblioteket (lige som forgængeren fra 2014 Exposed) og købes via Kats side på Bandcamp. Så hvis man som jeg er fan af singer-songwriter-kunst er der al mulig god grund til at lægge øre til Kat Herlos alvorligheder og indlemme musikken i sin samling. Hermed varmt anbefalet.