For mange år siden var jeg medlem af en filmklub i Esbjerg, der viste kvalitetsfilm hver lørdag formiddag i Esa Bio i det centrale Esbjerg. Og som nyudsprungen cineast og gammel filmelsker sad jeg troskyldigt mange formidage og så film fra den store verden. Film der ikke nåede tv-skærmen og dårligt nok de lokale biografer, men som alle have høj kvalitet. Film fra Italien, Frankrig osv. Og fra Indien, dette store og ofte noget oversete filmland, der nok er mest kendt for sine Bollywood-stykker.

Og da jeg forleden aften så den australske film Lion (af Garth Davis, 2016) blev jeg mindet om de indiske film jeg så dengang. Det var tempoet, de storslåede billeder og den enkle, menneskelige historie, der satte gang i erindringsmotoren.

Lion bygger på virkelige hændelser og handler om den fem-årige dreng Saroo, der en dag kommer væk fra sin broder og ender i et tog, der fører ham 1600 kilometer væk fra sit hjem i en lille by i det nordlige Indien. Saroo overlever på gaden et stykke tid, men kan ikke finde hjem og til sidst bliver han bortadopteret til et ungt ægtepar i Tasmanien sammen med en anden dreng, der også har mistet forbindelsen til sin hjemby. Mere end tyve år senere, da Saroo er blevet voksen hos sine kærlige adoptivforældre, sætter han sig for at finde tilbage til sin oprindelse. Og med nogle få erindringer – en stor vandtank ved den lokale togstation og et forkert husket bynavn – lykkes det ham ved hjælp af internettets søgefaciliteter at indkredse det sted, hvorfra hans verden gik. Og det lykkes ham at blive genforenet med sin biologiske mor, men ikke med broderen, der – viser det sig – døde den dag, Saroo blev fanget i toget.

Som beskrevet en meget enkel fortælling om en lille drengs skæbne. Og filmens styrke ligger i den nænsomme fremstilling af Saroo (der betyder løve – Lion), der ikke kan slippe sin fortid og må finde tilbage. Der er tale om næsten hverdagsrealisme. I hvert fald en fokuseren på hverdagens realisme og på personernes helt banale hverdagsliv. Og det er lige netop det, der gør filmen værd at bruge et par timer på. Vi er langt fra fx Hollywoods ofte noget iscenesatte middelklassevirkelighed. Og så hjælper det vældigt, at skuespillet også er godt. Fx den voksne Saroo, der spilles af Dev Patel, der er kendt fra Slumdog Millionaire, The Best Exotic Marigold Hotel og mange flere, eller Nicole Kidman, der falder rigtig fint ind i rollen som den følsomme adoptivmoder. En stille film, der med enkle midler fortæller en tragisk historie og et problem, der er almindeligt i Indien, hvor omkring 50.000 børn hvert år forsvinder.  Filmen kan ses på DRs hjemmeside indtil den 20. oktober.