Det var næppe nogen tilfældighed, at det lokale genbrugscenter havde fyldt vinduet op med bøger af Alexander Solsjenitsyn. For det er jo ikke mange dage siden, at den store kæmpe i moderne russisk litteratur takkede af og forlod denne verden. Blandt nogle bogklubudgaver af Kræftafdelingen (capac køber aldrig bogklubudgaver…) lå så førsteudgaven af det digre værk om Den Første Kreds og sprang i øjnene med sit tresser-Gyldendal-typiske omslagslayout i røde og orange farver (af Austin Grandjean). To bind i god stand for 45 kr. Sandsynligvis kun læst en enkelt gang og med den tidliger ejers – I.S.Andersens – navn tilføjet på titelsiden med et lille gummistempel (af den gammeldags slags, der er så blødt, at det sætter spor efter stemplets kant). Små 800 sider fra 1968. Jeg kan endnu huske, hvilken furore Solsjenitsyns bøger gav anledning til dengang. For mig var det et tidligt vidnesbyrd om, at litteraturen ofte kommer sandheden nærmere end alskens journalistiske dokumentationer. Og fænomenet Solsjenitsyn gav mig også tidligt en afgrundsdyb mistro til enhver statsmagts indbyggede tendens til at blive et politisk undertrykkelsesapparat over for befolkningen. Uanset hvilket ideologisk system, det så måtte tjene…