Er bandet dødt?, spørger DR. Anledningen er dels den store medieståhej omkring gendannelsen af bandet Oasis; og dels en konstatering af, at vor tids hitlister domineres af solister, hvorimod bands brillerer ved deres fravær.
Musiklektor ved Rytmisk Musikkonservatorium og tidligere bandmedlem i Ibens, Henrik Marstal, mener at have fundet en forklaring på situationen. Nemlig at publikum er blevet ‘lidt mæt’ af vilde rockbands, og at man i dag i højere grad identificerer sig med den syngende solist. Dertil kommer, at moderne teknologi gør det meget nemmere for solister at lave musik end i tidligere tider. Marstal afskriver dog ikke bands; de er der stadigvæk, selv om de ikke dominerer på hitlisterne.
Der er selvfølgelig et gran af sandhed i Marstals forklaring i en tid, hvor individualisme og egoisme er en markant træk ved tidsånden. Me-me-me-generationer. Og dertil skal lægges, at mediernes optagethed af den iscenesatte individualitet er dominerende. Tænk blot på programmer som X-Factor og lignende. Og så skal vi også huske på, at medierne i dag generelt dyrker den enkelte og ikke fællesskabet og gruppen. Det gælder ikke kun i underholdningsverdenen, men i det hele taget. Det var nok lettere at slå igennem som band i tresserne og frem, fordi der var større interesse for det fælles.
Og så skal vi huske på, som Marstal også er inde på, at godt nok springer solisterne i øjnene, men det er overflade, fordi de jo er afhængige af andre musikere, sangskrivere, producere osv. Så spørgsmålet er nok, at solist-dominansen er mere end et forbigående fænomen, der vil afløses af et mere nuanceret billede!?