Afrika

Author:

I tv-serien om Miraklet i Århus er man nu nået til afsnit 4, der handler om tilblivelsen af velgørenheds- og/eller støttepladen “(Giv en hånd til) Afrika”. Og det er en historie, der fortjener at blive set af alle, der interesserer sig for popmusikkens historie. Baggrunden var, at man i det store udland havde succes med støtteprojekter som “Live Aid” og støttemusik som “We are the world” fra 1985. Og det inspirerede folkene omkring Genlyd og Feedback-studiet i Viby til at tænke “so ein Ding mússen wir auch haben”. Og som tænkt så gjort. I samarbejde med Dansk Røde Kors udskriver man en konkurrence om at skrive en sang til formålet. Og man lader sangskriverne selv vælge den sang, de synes der passser bedst. Og valget faldt med stort flertal på den dengang unge sangskriver Nanna Lüders, der havde en album og sangen om “Buster” på samvittigheden. Næste skridt var så – igen inspireret af det store udland – at få en flok af datidens mest populære kunstnere – lige fra C. V. Jørgensen over Bamse til Sanne Salomonsen – til at indspille sangen.

Og i udsendelsen får man et minutiøst billede af, hvordan processen fra idé til virkeliggørelse forløber. Ikke mindst takket være producer Kim Sagild føres man igennem skabelsen af den voldsomt populære sang. Sagild kommenterer hver enkelt sangers/sangerindes særlige bidrag til det færdige resultat. Ja, man kan faktisk påstå, at vi for åben skærm får en veritabel analyse af, hvorfor den popsang blev så vellykket, at den stadigvæk den dag i dag streames flittigt, lige som den dengang indtog hitlistens førsteplads og solgte rigtig mange eksemplarer og blev den bedst sælgende danske single nogensinde. Det er også en historie om, hvordan man i et ellers ganske selvoptaget musikmiljø finder sammen i et fællesskab, hvor man bidrager med det bedste man har og dermed skaber noget unikt i dansk populærmusik. Det er sjældent, at man på tv oplever, at musik på den måde bliver genstand for analytisk granskning, og derfor er det oplagt, a man som popmusikelsker ser udsendelsen og bliver lidt klogere på, hvad der sker i maskinrummet, hvor musikken bliver til. Hermed anbefalet. Udsendelsen kan ses på DRs hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *